Sven Holm

Fantasien og magten

Sven Holm debuterede i de litteraturhistoriske tresseres begyndelse, på et tidspunkt da der var meget liv i digtnin­gen og digtningen blev kritiseret for ikke at handle om li­vet. Ved livet forstod man dengang noget andet end nu: det betød ikke samfundslivet med dets store modsætnin­ger, men dagliglivet med dets små glæder. »Livet er ikke lutter gråvejrsdage, der kommer også en solskinsdag ind imellem,« sagde en undervisningsminister i de dage, og kritikken af den moderne, den såkaldte modernistiske, lit­teratur gik gerne på den melodi, der forsåvidt var falsk som dens fremherskende farve ikke just var grå, så var den snarere rød, hvis rød ses som blodets og ikke blot som de røde faners farve. Det gik tilsyneladende hårdere til i digtningen end i dagliglivet, det gik næsten lige så hårdt til som det altid havde gjort, som om virkeligheden ikke var blevet en anden, og det var den jo. Det var andre ti­der end nu, og det kan være nødvendigt at kaste et kort historisk blik på dem. Udadtil var den kolde krig ved at være slut, og det havde indadtil gjort atmosfæren mere li­beral; velfærdsstaten, som der havde stået ideologisk strid om, var accepteret til højre og venstre; ideologiernes tid var ude, sagde man, og de gode tider inde, det store vel­standsopsving var i sin begyndelse. Der rådede større for­dragelighed i samfundet end før og siden, velsagtens fordi alle fik del i udviklingens velsignelser og endnu ikke mær­kede til dens forbandelser.

Måske kunne der, dengang da den stigende velstand endnu ikke førte stigende utilfredshed med sig, være grund til at minde om at virkeligheden var mere omfat­tende og mindre hyggelig end som så. I hvert fald fik den fantastiske fortælling en iøjnefaldende blomstringsperiode i velfærdsstatens velmagtsdage. Sven Holm kunne starte i noget der allerede lignede en tradition, der iøvrigt var af meget ældre dato; han fik i begyndelsen tit at høre at han var påvirket af en vis Sørensen, hvad der irriterede ham umådeligt, mens Sørensen tog det mere roligt, han havde i sin tid været mere irriteret over altid at blive anbragt som en lille jolle i Kafkas store kølvand. Sådanne sam­menligninger tjener naturligvis især til at bringe lidt or­den i kritikernes hoveder. Alligevel kan man jo godt sige at debutanten Sven Holm havde det til fælles med Kafka at også han skrev et klart, letlæseligt sprog og viste ud­præget realistisk sans for det fantastiske. Men der var jo forskel. Kafkas hovedpersoner er næsten altid den sam­me, Sven Holm bevæger sig i sine første fortællinger ube­sværet mellem aldersklasserne, kønnene, fortid og nutid, hans fantasi er påfaldende fri, ikke bundet til et bestemt perspektiv, til et bestemt problemkompleks. Dette kan nu både være en styrke og en svaghed, for vore styrker og svagheder hænger jo nøje sammen, men det var i hvert fald karakteristisk at det private, det altfor personlige, der gerne slår igennem i debutbøger, var svært at få øje på i

Sven Holms, og selv om hans sidste bog hedder »Det pri­vate liv«, har det ikke ændret sig i mellemtiden. Sven Holm er svær at bringe på en formel; adspurgt om andre forfattere, kan man gerne svare: Det er jo ham som... - det lader sig ikke gøre i dette tilfælde. Tilfældet må tages i grundigere betragtning.

Først kom de to samlinger fantastiske fortællinger, »Den store Fjende« i 1961 og »Nedstyrtningen« i 1963. Flere af dem er rene eventyr, men de mest bemærkelses­værdige er dem der forsåvidt er realistiske nok som der ikke sker noget overnaturligt i dem, men fantastiske ved at lade handlingen udspille sig på to planer, virkelighe­dens og fantasiens på én gang. Det er ikke tilfældigt at et par af de bedste noveller er set med børns, endda pige­børns, øjne. Børn lever nok i en mere eventyrlig verden end voksne, men de kan også - af mangel på den form for erfaring der blot er en form for vane - se mere uhildet realistisk på tingene; det fantastiske og det realistiske tri­ves netop sammen, og Sven Holm har indtil sin lave al­derdom bevaret denne spændvidde. Der er over hans bø­ger noget grønt, der er godt for øjnene, og noget modent, der er godt at få forstand af; han er fra begyndelsen for klog til at gøre sig illusioner, men også for oprindelig til at være desillusioneret, her er syner og skarpsyn på én gang.

Så fulgte fire romaner, der ikke ligner andre romaner og heller ikke ligner hinanden, ja den første af dem, »Fra den nederste himmel«, ligner ikke engang sig selv: den har ikke én handling, men tre forskellige beretninger og synspunkter på en hersker, der såmænd hedder Woll. Magthavere har jo før i tiden spillet en stor rolle, ikke blot i virkeligheden, men også i digtningen, og det sidste kom­mer vel af at fyrsterne i samfund, hvor flertallet er under­trykt, er dem der bedst kan leve deres lyster og fantasier ud - og appellere mest til fantasien. Den moderne magt­haver har en noget anden status; han har tilsyneladende slet ingen fantasi at leve ud og er netop ikke fri, men bun­det af magtapparatet og dets inerti. Sven Holms hersker er snart en machiavellistisk fyrste, der folder sig ud efter alle renæssancekunstens regler, snart en ynkelig figur, der forsøger at finde sig selv uden for magtsfæren; han er netop snarere en anakronistisk herskerrolle end et menne­ske. Sven Holm placerer ikke magthaveren i et moderne miljø, men viser hans besvær med at nå op til nutiden uden at slippe rollen. I sidste kapitel er han omsider på vej, men stadig kun med dampskib; det munder ud i en behersket ønskedrøm om magtmenneskets forvandling til menneske, om alles frihed som betingelse for herskerens frihed - for herskerrollen.

Som sin fjerde bog skrev Sven Holm sin gymnasiastro­man, »Jomfrutur« (1966), og den virker ikke selvbiogra­fisk som de fleste andre af slagsen og heller ikke så pro­blemfyldt. Det er en humoristisk forlovelsesmyte, skrevet i blomster- og billedsprog om en køn plante, der dyrker en gartnerdatter og hverken lider af kronisk uskyld eller akut skyld, men efter naturens orden lader sig modne af de problemer man nu engang møder når man skal lægge nyt land under sig.

Efter denne lystigste bog i forfatterskabet kom den mest dystre, »Termush, Atlanterhavskysten« (1967). Termush er hotellet, hvor man kan overleve enhver atomka­tastrofe, som det sikkert har heddet i hotellets reklamer mens det endnu var tid. De forudseende og formuende har købt sig ind; en af dem beretter om livet, der ikke er noget rigtigt liv efter de andres død; rigtigt liv og konflikt kommer der først på hotellet, da de overlevende udenfor begynder at nå frem og giver anledning til meningskonflikter mellem dem der mener at man bør redde menne­skeliv, og dem der mener at man bør redde sit eget, især da man har betalt for det. En mere filosofisk forfatter ville have filosoferet mere udførligt over denne grænsesituation, der ret beset allerede er vores; Sven Holm har gjort sin næsten kliniske journal kort og intens og får alligevel fø­lelsen af endeløst mareridt til at forplante sig til læseren. Den mere og mere truende modsætning mellem de vel­bjærgede og de andre er, hvad enten atomkatastrofen kommer eller ikke, et menetekel om hvad der kommer.

Og efter denne undergangsroman, der lader håbet ude, kom så - i 68 og stemningsmættet af dette oprørsår - den oprømte »Min elskede, en skabelonroman«, der munder ud i et utopisk håb om en verden uden byer, uden faste huse og fastlåste forbindelser. Det bliver dog ved antyd­ningen: lige netop som fantasien er ved at forlade den for­håndenværende virkelighed og skabe en anden, indtræ­der en hæmning, en tvivl om det der kun er fantasi, mens fantasien indtil da har udfoldet sig uhæmmet på sin vej gennem den by, det København, der til sidst tænkes ned­lagt. Forfatteren har jo givet denne bog en genrebetegnel­se i selve titlen: en skabelonroman, - en helt almindelig roman er det ikke, her er ingen handling, ingen hoved­person, intet centralperspektiv, men her er København og her springes der, - mellem kvarterer, gamle og unge, bi­lerne og S-togene, svinene i Kødbyen og insekterne, le­vende og døde, kloakkerne under og luften over byen, - det er alle disse øjebliksbilleder af store forløb der kaldes skabeloner; de kunne også kaldes billeder og skabelonro­manen en billedbog uden billeder, og det er den berømte bog af dette navn der bedst kan nævnes som fortilfælde. Sven Holm kan i sine skabeloner få sagt så meget som i hele romaner, som i denne sætning om den gamle mand på alderdomshjemmet der »venter på besøgerne. Kom­mer de ikke, så kommer de i morgen eller en af de andre dage, hvis de ikke kommer i dag eller ikke kommer de an­dre dage eller ikke kommer.«

Sven Holm tillader sig også i denne bog at være mere fjantet end før, - i kapitlerne om de to udenlandske agen­ter der kommer til København for at øve attentat mod da­værende udenrigsminister Hartlings mappe. Man kan heri se et forsøg på at følge filosoffen Ernst Blochs opfor­dring fra dengang til at tilføre revolutionen en smule munterhed, man kan også se en vis skepsis over for disse dages revolutionære eufori. De to agenter får i hvert fald startet op- og nedbevægelsen, og de får også sagt at dan­skerne er mufne, og det har de jo ret i.

Forfatteren er også med, ikke privatpersonen naturlig­vis, men forfattere: »I København går en forfatter i lyst vejr hen over Sølvtorvet. Går han i byen eller i ordet? Han har vrøvl med det problem. Hans kritiker vil have ham til at liste rundt inden i ordet, hans læser vil have ham til at traske rundt i byen. Hans bog nægter at lade sig skille fra byen og ordet.«

Kortere er det vist ikke muligt at lægge lang afstand både til dem, der vil frakende kunstværket virkelighedser­kendelse og reducere det til ord-kunst, og dem der vil ha­ve det til at afbilde virkeligheden, som om den allerede stod færdiglavet. Sven Holm er tydeligt nok på vagt over for en fantasi der river sig løs af virkeligheden og en virke­lighed der river sig løs af fantasien, og det var et aktuelt problem og næsten et budskab i det år da der var nogle der ville have fantasien til magten.

I virkeligheden kom fantasien lige så lidt til magten som magten kom til fantasi, og det lykkedes ikke at forene de to tendenser i ungdomsoprøret, den mere militant po­litiske og den mere romantisk psykiske eller psykedeliske, karakteriseret ved modeordene »bevidstgørelse« og »be­vidsthedsudvidelse«. Mens den bevidstgørende retning nærmest gik kunsten imod, kom kunsten ikke rigtigt med i den bevidsthedsudvidende, tværtimod har den fantasti­ske fortælling, der blomstrede i tressernes begyndelse, været mindre dyrket i halvfjerdserne; det hænger sam­men med at samfundslivet er blevet mere dramatisk end i velfærdsstatens barndom, fantasien gælder igen for en luksus, og det gælder for progressivt at drive fantasien ud af børnebøgerne og bevidstgøre børnene til stramme fan­tasiforladte realister.

Sven Holm er imidlertid en af de få der har arbejdet i begge retninger. Nok har han med sine senere noveller og romaner haft et mere direkte politisk sigte end med de første, men han er også i sine »Syv passioner« søgt derind »hvor det politiske hele tiden er forlængelsen af det psyko­logiske og det mytiske« og har således taget afstand fra po­litiseringen af det hele og af kunsten. Herom findes der i novellesamlingen »Rex« (1969) et kort notat, der ingen kommentar behøver: »Fyrsten vil adspredes: han tilkalder et orkester på tretten musikere. Efter ouverturen afbryder han og siger: »Jeg har netop tabt et slag. Her er intet at fejre.« Efter allemanden: »Den er sørgmodig. Jeg ser ingen hyldest til min trone.« Efter couranten: »Den inde­holder intet angreb på mine fjender.« Efter sarabanden og giguen siger han: »På hvis vegne udfoldes al denne glæde?« Orkestrets oboist svarer: »På musikkens, høje fyrste.« Fyrsten vinker dem af og siger: »Musikken lever uden min indflydelse. Jeg forlanger en kunst der handler om mig selv. Jeg tilkalder Mignello, lirekassemanden og hans abe.«

Novellerne i »Rex« er gennemgående mere politiske end de tidligere noveller; bogen fortsætter magtanalysen i »Fra den nederste himmel« og rummer, som dens fyrste­titel antyder, en række portrætter af magthavere. Men i udkanten af bogen trænger de afmægtige sig på. Sven Holm har fra begyndelsen af forfatterskabet haft blik for de stille eksistenser, men de bliver mere højrøstede efter­hånden, og i et par monolog-noveller i »Rex« røber han et bemærkelsesværdigt talent for det koleriske. I skabelonro­manen ventede den gamle mand på alderdomshjemmet på besøgerne, her giver han sig hen i »en overvældende vrede« over at blive holdt hen; en anden vred mand buld­rer løs under titlen »Hvad fanden er meningen med at lukke spjældet?« - i begge tilfælde er det mennesker der råber på elementære rettigheder, oprørere på egne vegne. Den Arntsen, der beretter om sig selv i monolog-roma­nen »Syg og munter« (1972) hører til disse lidt besværlige typer: også han er rasende, men har tillige andre toner på sit psykiske instrument, han lever sine rørelser lidt stær­kere ud end normalt og anses derfor ikke for ganske nor­mal, men for psykisk invalideret, og det lever han af, og han bruger sine dage til at udforske om de nu er gode eller dårlige dage. Han er ikke særlig bevidstgjort og slet ikke bevidsthedsudvidet, ikke en artikuleret samfundskritiker, men indirekte sætter hans beretning spørgsmålstegn ved et samfundsliv der er så trist at den muntre gælder for syg i det.

Men før denne balstyrige udadvendte beretning kom den mest indadvendte og sværeste bog i forfatterskabet, de »Syv passioner« (1971), der begynder med en art psy­kologiske skabelsesmyter og ender med en skrækvision af de sidste menneskegruppers indbyrdes kamp for at over­leve. Denne sidste lidelseshistorie er den eneste der er lo­kaliseret til et bestemt sted - Osaka, Japan, - de andre udspiller sig i et indre landskab, som er sværere at gen­kende, fordi vi har sværere ved at se det der er i os end det der er udenfor. De »Syv passioner« er forsøg på at lukke op for rædslerne og herlighederne af den anden verden, den indre, og at udforske dens sammenhæng med den første, den ydre; de gør alvor af den erkendelse at virke­lighedsoplevelsen ikke er en aflæsning af en given »tekst« (som det hedder i vor litterære tid), men en skabende pro­ces, der også har den destruktive mulighed i sig.

Endelig har Sven Holm til skildringen af »det private liv« (1974) gjort brug af en mere traditionel romanform, hvori forfatteren beretter om sine personer ud fra en større synsvinkel; pointen er at de to personer, han og hun, har hver sin og ikke rigtigt kan trives i samme kapi­tel; de lever parallelt, siger forfatteren, der selv tager or­det i nogle ræsonnerende mellemafsnit for at gøre det klart at grunden til at de to ikke kan sammen, ikke blot lig­ger i de to, men i hele den samfundsorden, der både deler funktionerne og menneskene op for at herske over dem.

Det er ikke blot denne families, men det traditionelle fa­milielivs, det private livs sammenbrud der er bogens te­ma; forsåvidt bliver den et modstykke til skabelonroma­nen, der mundede ud i et håb om en verden uden skille­vægge, - her er en udførligere analyse af de barrierer der skiller, ikke blot i det ydre, men også i det indre. Forelø­big skilles hun og han og søger hver sin udvej, han i et kombineret salgs- og frelseforetagende, hun i et kvinde­kollektiv der kaster sig ud i en hovedløs aktion, - tiden er ikke inde, vi er ikke nået så langt i opløsningstiden at frel­se eller oprør kan lykkes, men i selve opløsningens symp­tomer er også tegnene til en løsning.

Bogen slutter med ordene »Om hundrede år bliver det morgen«; i det hele taget er Sven Holm langsigtet i sine udtalte forhåbninger, der gerne knyttes til kvinderne; også i skabelonromanen stiller de deres krav om foran­dring og slutter med at sige: »Vi ser frem til engang næste århundrede.« Dette lange syn står i modsætning til de utålmodighedsreaktioner og -aktioner, som det kommer til i flere af bøgerne: både iveren og tålmodigheden er ka­rakteristisk for forfatteren, der har haft megen ustyrlighed at holde styr på.

Akademiet har i sin motivering for denne pristildeling fremhævet konsekvensen i forfatterskabets udvikling, og der kan være grund til at fremhæve den, da forfatterska­bet jo synes at svinge fra den ene yderlighed til den anden. Men der er bag det hele en konsekvent stræben mod hel­hed, - både en kunstnerisk vilje til at få det hele med, så at den ene bog kan virke som en berigtigelse til den forri­ge, selv om de hver for sig kan være rigtige nok, - og en politisk vilje til at nå ud over de kunstige opdelinger. Et hovedtema blev straks anslået i debutbogens titelhistorie, om hæren der går i krig med den store fjende, der holdes hemmelig for den, - indtil hæren ved en snedig manøvre deler sig og går i krig med sig selv. Denne lignelse, den kolde krigs lignelse, siger at det ikke blot er fjenden der skaber angst, men også angsten der skaber fjenden, eller som en indisk vismand har udtrykt det: »Hvis ljenden er stor, er det fordi vi er på hans side.« Man kan også vende det om og sige at hvis mennesket bliver fjendtligt, de­struktivt, er det fordi vi ikke er på menneskets side: men­nesket har det i sig der enten skaber eller ødelægger. Det er hovedtemaet i Sven Holms forfatterskab, der iøvrigt også omfatter arbejder for radio og fjernsyn; i et af dem, hørespillet »En ø næsten som et paradis«, der blev sendt i 1969, lod han med virkningsfuld udnyttelse af mediets muligheder den destruktive ekstase bryde frem af den kunstige u-lands-idyl.

Der er i forfatterskabet en bevægelse fra den ungdom­melige tro på kunstens forløsende magt over erkendelsen og analysen af magtens dræbende kunst - i retning af en samfundstilstand, hvori det menneskelige ikke bliver un­dertrykt, men udtrykt. Udviklingen i forfatterskabet sva­rer - om ikke til udviklingen, så dog til en bevægelse i ti­den, der er blevet en anden siden Sven Holm begyndte i tressernes begyndelse. Det skal han ikke have æren eller ansvaret for, men hans bøger rummer en af de mest per­sonlige beretninger om denne bevægede tid, thi hans re­serverede forhold til det private modsvares af et desto me­re intimt forhold til det fælles.

Det er ikke så lidt Sven Holm har været igennem i sit værk, der sagtens kunne kaldes et livsværk, og det skal ik­ke regnes det til skade at det ikke er afsluttet, da åbenhed er dets kendetegn og det stadig har den kvalitet at smage efter mer.

Sven Holms takketale

Jeg tror ikke der er noget der er så vigtigt som følelsen af slægtskab. Jeg mener ikke det at tilhøre en familie selv om jeg altid har haft sans for bedstemødre og fjerne onkler og mærkelige fætre. Med slægtskab mener jeg at man på en enkel og stærk måde har noget vitalt til fælles med en ræk­ke andre mensker, måske fordi man arbejder samme sted eller med de samme ting eller fordi man bor i det samme hus eller den samme skov eller fordi man politisk eller ar­tistisk eller bare med hensyn til urtete lider af den samme overbevisning.

Den største ulykke i vore dage er at være alene. Ikke at være sig selv, men at blive tvunget til at være for sig selv, i ordets mest outrerede betydning: at være privat. Kun at have et privat liv og ikke noget liv der har med andre mensker eller andre grupper at gøre. Den største ulykke er at arbejde med et meningsløst arbejde, at bo afskåret og tilfældigt og det vil jo også sige meningsløst, at være henvist til det sidste fællesliv: familielivet, det der kunne være så godt, men som blev belastet så stærkt at det tak­tisk ofte blev skidt. Enten fordi man ufrivilligt bor alene eller fordi en enkelt, lille familie der kun har fritiden sam­men skal klare alle de menskelige problemer og kontakter som man før i tiden havde en hel bondegård eller en hel landsby til at klare. Det jeg siger her er ikke en kritik af familielivet men en kritik af et samfundsliv som ikke er i stand til at give de enkelte nogen som helst værdier der går længere end til næste lønningsdag og til angsten for om lov og orden bliver opretholdt - og som derfor tvinger os til at leve så isoleret at vi vil have hele verden afviklet indenfor vore egne fire vægge for ikke at løbe fuldstændig vild for os selv.

Jeg tror aldrig før i vores kultur at vi har været så pri­vate, så meget henvist til os selv, så afskåret fra fællesskab og fælles værdier, så totalt uden slægt. Hver for sig eller i ganske små grupper overvejer vi hvordan den kommende tid skal komme til at se ud, rundt omkring os sidder et par generationer der mest af alt minder om børn i et alt for stort hus, hvor det er blevet aften og hvor ingen længere kan forstå hvor forældrene er blevet af.

I denne her situation er det mere vigtigt end nogen sin­de hvad der bliver fortalt os om den verden der ligger uden for husvæggene og som vi føler frygt og usikkerhed overfor. Og de ting vi får at vide, det er heller ikke gen­nem mensker vi kender personligt, det er gennem de stør­re eller mindre massemedier, pressen, radio, TV - og kunsten. Det sidste, kunsten, er jo faktisk det ældste men sandt at sige også det mest uanseelige af alle massemedier og selvom det nok er mere medie end masse, så er det dog et medie hvis budskab lever længere, rent materielt end de store, overvældende men dagligt opflammende og hen­døende medier.

Jeg tror det vigtigste kunsten er i stand til er at gengive os følelsen af slægtskab, altså det modsatte af tilfældighed. Det er lige meget om det er det mindste, mest særprægede stykke kunst eller det bredeste og mest indlysende. Under alle omstændigheder kan det hjælpe os til at identificere os selv og den tid vi lever i: vi står altså ikke alene, vi ligner nogle andre, vi er i samme situation, vi er i slægt - eller i hvert tilfælde: vi er i slægter, i store slægter som griber ind i hinanden i cirkler og ender med at udgøre et samfund.

Og her kommer det komplicerede i forholdet mellem kunst og folk ind. For hvordan skal kunsten som påstår at vi er i slægt med hinanden, hvordan skal den hamle op med en livsform, en samfundsform som er opbygget på og som fastholder at vi er hver for sig, at vi står alene, at vi kun er vor egen lykkes og ikke mindst vor egen ulykkes smed?

Der er ikke et menske på jorden der ikke drømmer om sammenhæng og slægtskab - eller som i det mindste ikke kan huske at han en gang har drømt om det. Men når praksis i en uendelighed modsiger det, så stiger vreden mod det som fastholder den gamle drøm. Både vreden over den afmægtige drøm man selv bærer rundt på og vreden mod dem der ligefrem har gjort det til deres arbejde at tale om den drøm hele tiden. Det er jo sådan set det kunstnerne eller kulturarbejderne om man vil, det er så­dan set det de gør. Og naturligvis vækker det mistillid at have tillid til tilliden når den hele tiden bliver dementeret. Den mistillid over for kunsten som vi har set så mange tegn på i de sidste år, den kan have meget af sin baggrund i det her. Men uanset om den er til at forstå, så er den svær at acceptere og endnu sværere at leve med. For os.

I den senere tid har dele af pressen lukreret på denne mistillid til kunsten. I første omgang ved at mistænkeliggø­re navngivne kunstnere. Men det er kun begyndelsen på kampen mod enhver form for støtte til kunsten og enhver form for kulturpolitik. Sigtet fremgår efterhånden tydeligt og det er et ansvar som pressen må vide at den bærer og som politikerne i næste omgang må være klar over at de støtter ved at holde mund. De samme politikere som for ca. ti år siden fandt det så opportunt og vitalt vigtigt for samfundet at have et åndsliv.

Jeg tror at et af de svageste punkter i et menske, det sid­der der hvor drømmen om noget bedre er kommet i klem­me. Men det samme gælder jo et samfund. Der hvor drømmen sidder i klemme er svagheden størst. Og når man ikke kan gøre noget ved det, så kan man jo altid prø­ve på at bortforklare det.

Jeg ser Det danske Akademis funktion som et forsøg på ikke at bortforklare det der er kommet i klemme. Inde i os alle sammen og inde i samfundet. Jeg er ligeglad med om I kalder jer et akademi eller en landsby i staten eller må­ske en slægt af en eller anden art. Man kan vurdere jer enkeltvis og i forhold til det I arbejder sammen om, under alle omstændigheder synes jeg der er mening i den form for familie I udgør.

Og eftersom ingen af os kan arbejde i et tomrum eller helt alene så har det betydning for mig at føle mig i en slags slægt med jer lige nu. Det bestyrker nemlig også min tillid til at jeg er i slægt med en masse andre, måske oven i købet med dem der gerne vil bede sig fritaget for det.

Derfor vil jeg sige jer varmt tak for den pris.