Dorrit Willumsen

Det første afsnit af den første novelle i Dorrit Willumsens første bog hedder „Morfars hus“ og novellen hedder „Lukket land“. Hvad selve bogen angår, hedder den „Knagen“ og den udkom i oktober 1965. Det var midt under det store økonomiske opsving, hvor man talte om at gøre gode tider bedre og en masse ting forandrede sig, forsvandt eller dukkede op så hurtigt, at mange af os knap nåede at lægge mærke til det, før det allerede var sket. Også inden for dansk litteratur var der en kraftig aktivitet i gang, som nærmest havde karakter af ekspansion. Men „Knagen“ var en debut­bog, man lagde mærke til. Man fremhævede, med rette, den tekniske sikkerhed, den sproglige styrke, men også fantasien, der var overrumplende og drastisk og alle­rede dengang bevægede sig på en del forskellige planer.

Dorrit Willumsens hidtil seneste bog er en roman, der hedder „Programmeret til kærlighed“ og som ud­kom for nogle måneder siden, i august i år i en tid, der er helt anderledes end tressernes. I alt består forfatter­skabet i øjeblikket af elleve bind: romaner, novellesam­linger og bøger, som i og for sig er både det ene og det andet, samt digte. Og hertil kommer dramatiske ar­bejder. Genrerne, udtryksformerne glider sammen og blander sig, ligesom novellerne kan glide sammen og danne romaner og ligesom historierne i de enkelte bøger kan knytte sig til hinanden og blive afsnit i én lang beretning.

Lad os imidlertid hastigt begive os tilbage til „Mor­fars hus“ i „Lukket land“. Det står, eller stod, i et københavnsk arbejderkvarter ikke langt fra Ladegaardsaaen og i den indledende beskrivelse tales der blandt andet om „De hemmelighedsfulde kroge - tape­terne - mørke af skyggesilhouetter. De polstrede stole med den ramme, mørnede lugt - det stumme, sortbrune skab — kvalmt af møltabletter og fugtigt linned“. Lidt længere nede fortælles det, at „Min mormors kjoler var mørke. - Tante Antoinettes kjoler var mørke. Når vi skulle ud, tog de hatte på med sort slør foran ansigtet - som net, der gled ned i vandet“. Men lige inden da er der stillet tre spørgsmål: „Hvorfor måtte der ikke brænde lagkagelys ved hoved- og fodende af fiskens kiste? — Hvorfor døde fuglen, fordi det porcelænsblå æg var faldet ned i sandet og gået i stykker? - Hvorfor var negerdukkens hoved indeni bare ligesom noget gråt ler?“

„Lukket land“ er erindringer om en barndomsver­den, tæt befolket af slægtninge og naboer og fuld af præcist registrerede detaljer, af sære, uigennemskuelige forhold, der fremkalder spørgsmål, som ikke besvares, hvorfor fantasien må overtage arbejdet med at forklare og begrunde, af ordsprogsagtige leveregler og uforud­sete hændelser. Beretningen præges af hovedpersonens, den lille piges, opladthed og aldrig diskriminerende beredvillighed over for oplevelser, hvad enten de er glædelige eller forbundet med frygt. Der er det skræm­mende, hemmelighedsfulde og dragende liv i baggår­den, affaldets fascination og æstetik og legen med de utallige knogler, formodentlig fra en sløjfet pestkirke­gård, der kommer for dagen ved en kommunal opgrav­ning i gaden. Og der er fascinationen af tanternes bånd og kjoler og af deres historier. Hvis man vil, kan man godt kalde miljøet for småborgerligt, men det rummer også dramatik, dæmoni, fantasi og sanselighed, mani­festeret på mange områder, fra svælgen i sygdomsbe­skrivelser til nydelse af kager, for eksempel af den lyserøde marengs, barnet altid vælger sig hos kondi­toren, på grund af dens farve og klæbrighed.

Dette frodige, på én gang regelbundne og anarkisti­ske bagland er en af polerne i Dorrit Willumsens for­fatterskab. Modpolen er anonymiteten, fraværet, tings­liggørelsen. Den møder man i den følgende novelle, der faktisk hedder „Tingene” og handler om en mand, der for at holde sig tilværelsens truende kaos på afstand indretter sig et hjem i perfekt orden. Ganske vist kommer han, nærmest af vanvare, til at bringe en kvinde ind i den, men da hun i det store og hele finder sig i at blive behandlet som en genstand på linie med de andre er det så nogenlunde til at leve med, indtil hun en dag finder på at kaste 53 omhyggeligt udvalgte og med nøjeregnende omhu placerede askebægre i en nærlig­gende sø. Under sine anstrengelser for at bjerge dem drukner han, en skæbne, der for resten vederfares adskillige mænd i Dorrit Willumsens forfatterskab, men når dog først at påskønne den fuldkomne, livsaligt uforanderlige ro, der hersker på bunden af vandet.

I titelnovellen „Knagen” der afslutter samlingen, optræder også en mand og en kvinde. Det vil sige, nu er den omstændighed, at det faktisk drejer sig om en kvinde, noget læseren må slutte sig til, ad logikkens vej, for den skabning, videnskabsmanden har omkring sig og hvis adfærd han med distræt grundighed iagttager, betegnes i teksten udelukkende som „den“. Og hermed er selvfølgelig endnu et trin markeret på vejen mod fremmedgørelse, for medmennesket betragtes ikke læn­gere som et besværligt fruentimmer, men som noget, der lige så godt kunne være et insekt, eller måske en genstand med evne til at bevæge sig.

„Knagen” fulgtes i 1967 af romanen „Stranden”. Her spiller tingene også en vigtig rolle, men på en anden måde end før, for nu er den forbrugsvareindustri, hvis nødvendige konsekvens er velfærdssamfundet, for alvor slået igennem. Hovedpersonen, en 24-årig bog­holder, der efter forskellige uregelmæssigheder er blevet rejsende i kogebøger, har besluttet at hoppe af, i hvert fald for en tid, ved at tage på charterrejse til Spanien. Han siger det ikke til nogen, heller ikke til sin kone, og noget tyder på, at denne beslutning er en af de første, han nogensinde har taget på egen hånd. Han har det nemlig, som så mange andre personer i dette forfatter­skab, med hele tiden at komme i situationer, han hverken har valgt eller ønsket at komme i. Hans indre verden synes fuld af barndomsfascinationer og uklare fornemmelser, omgivelserne forekommer ham kun rele­vante i det omfang, de trænger sig ind på ham, og tingene i dem søger han hele tiden at omforme, så de passer til hans egne forestillinger. Han er labil, usikker, kontaktløs og hjælpeløs. Én ting er der imidlertid, som får ham til at føle sig tryg, nemlig varer, ting, for­brugsvareindustriens, reklamens og populærlitteratu­rens produkter. De er genstand for hans begær og for hans drømme. Særlig tryg føler han sig de steder, hvor de findes i stor mængde, i supermarkeder. Dér har han en fornemmelse af at være normal, på plads og i orden. Han gør, hvad der ventes af ham og hvad han ser mange andre gøre, han gør, hvad han allerede er programmeret til, og alting er glat, rent, nemt, klart i farverne og forståeligt.

Supermarkederne er den ene side af sagen. Man kunne sige, at den anden er kattene, for det er påfal­dende, hvor mange gange der hos Dorrit Willumsen pludselig og ganske stille dukker en kat med et gult blik op, som så i næste øjeblik igen er borte. Det er imidlertid ikke kun katte, det er også ådsler, knogler, eller bløde ting, eller klistrede, klæbrige ting, truende og dragende ting, upassende, malplacerede ting, sko, der er for store, eller tre æg, der pånødes den værgeløse hovedperson ved et rutebilstoppested og som han skynd­somst stopper i lommen, for at kunne købe billet og for at den skam, han har pådraget sig ved mod sin vilje at have modtaget dem og oven i købet betalt for dem, kan komme af vejen. Hvorpå de naturligvis straks går i stykker og siver ud gennem hans pæne tøj, der ellers skulle have fået ham til at virke korrekt og normal, så han må skjule sig bagest i rutebilen blandt dem, der måske endnu ikke har opdaget, at han nu er blevet én stor skam. Dér sidder han så, bag en civilgardist, der uafladeligt knækker og tygger jordnødder og som han tror, allerede har opdaget ham. For eftersom personerne i dette forfatterskab som regel ikke rigtigt er tilpasset deres omverden, er der som regel noget, de frygter, man skal opdage om dem. Noget skændigt, formasteligt.

Men på dette tidspunkt, i rutebilen, er hovedperso­nens skred ud i det totale vanvid allerede begyndt og det accelererer, indtil han i romanens sidste linier kaster et nødblus ud, han har frembragt ved at gnide to tændstikker mod hinanden, og forestiller sig, at en bølge kommer og skyller ham bort.

På dette tidspunkt må noget være kommet til at stå klart, som allerede læserne af Dorrit Wilumsens første bog vidste: at hun også er humorist. Hun har en nærmest gøgleragtig sans for situationskomik, og for det burleske og groteske. Men lige så klart må det være fremgået, at humoren sjældent kommer alene.

Med sin tredje bog, romanen „Da“ fra 1968, vender Dorrit Willumsen tilbage til barndoms-baglandet, hvor store gerninger øves og intet er for småt eller alminde­ligt til, på én eller anden måde at spille en rolle eller dukke op i en uventet sammenhæng. Det foregår i 1930’erne og 1940’erne, men der indgår også ældre stof i bogen, for noget af den bygger på familielegender fortalt af mormoren, om en slægt af bønder, smede og andre håndværkere, som er indvandret til København. Man hører om den legendariske oldefar Frederik og hans hjemmefabrikation af sæbe under 2. verdenskrig, og om morfaren Kristian, over hvem forfatteren rister denne rune: „K'et i min morfars skrift er slynget og stort. Det bøjer sig for at samle det lille r op. Med K begynder messingskiltet på hans dør og K står prentet i skiltet over hans første butik. Her købes: Klude Ben Metal og gammelt brød. Min morfars mærke er samlerens. Han har hverken jægerens beslutsomhed eller den handlen­des glatte væsen. Men han har glæden ved et stykke blødt stof, ydmygheden overfor det næsten værdiløse og begejstringen ved et stykke tungt metal. Han køber klunsernes poser med klude og ben og tyvenes hårde pakker med kobbertråd og messing. Han smelter og samler. Intet er for ringe. Ingen lugt for stærk. Hvad der ikke kan bruges straks, kan gemmes“.

Der fortælles om den spanske oldemor Louisa, om sømandsliv og for eksempel om dengang, man i Sten­gade holdt køer på anden sal. „De bliver født i lejlig­heden eller båret op ad trappen som våde kalve for ved slagtetid at blive hejst ud ad vinduet i en slags talje, mens de udstøder høje brøl af undren ...“ Og der er en interessant og realistisk beskrivelse aflivet på Ringsted-kanten engang i begyndelsen af dette århundrede, så det kan Dorrit Willumsen altså også. Faktisk er „Da“, foruden så meget andet, et stykke kulturhistorie.

Foruden af personer og historier er bogen fuld af ting og materialer af alle mulige slags, hvoraf mange i dag er forsvundet. De er konkret oplevet og har præcise navne. Sanseindtryk, for eksempel af lugte og konsistens, op­træder hyppigt og påklædning kan fungere som et barometer i erindringen: „Det er solskin, for hendes hat sidder i nakken“, som der står et sted. Hertil kommer en gang imellem en forskydning i forholdet mellem årsager og virkninger, som giver en mild, surrealistisk effekt. Og nogle af disse træk finder man også andre steder i forfatterskabet.

En atmosfære af galskab, eller i hvert fald af mildt vanvid, genfinder man, sammen med en ikke ringe mængde fabuleren og situationskomik, i den lille roman „the krydderi acryl salær græshopper”, som udkom 1970 i et uskyldigt grønt omslag, der ser ud af alle­hånde. Man møder en uheldig, københavnsk ejendoms­mægler og hans lige så uheldige, smægtende sekretær Ivy Yvonne - ordet acryl i titlen henviser til det materiale, hendes paryk er lavet af - og dertil kommer blandt andet en indviklet, grotesk-melankolsk familie­historie fra Midtsjælland. Handlingen er lagt til rette, så de vigtigste tråde højst overraskende kommer til at krydse hinanden, men i øvrigt lader den sig vanskeligt referere og det vigtigste er også nok episoderne, situa­tionsbillederne fra de helt forskellige sociale og kultu­relle miljøer, bogen spænder over og som hver har deres former for misere. Ikke desto mindre er et nyt motiv måske ved at dukke op netop her, for den, der er outsider i det ene miljø, kan blive social taber i det andet. Hvilket netop er, hvad der sker med en af bogens hovedpersoner, den såkaldte krydderihandler Joachim Mortensen og også han ender i øvrigt med at lide druknedøden.

Den næste bog, „Modellen Coppelia” fra 1973, be­står af ti noveller og ti digte, og den er nok Dorrit Willumsens indtil da strammeste og mest præcise. Novellerne beskriver, for langt de flestes vedkommende, kvinders vilkår. De handler om afhængighed, utilstræk­kelighedsfølelse og depression, om trøstekøb og usik­kerhed, om bristende kommunikation. Der er en besk fortælling om en gammel kvindes kamp mod en svig­tende fysik på et plejehjem, hvor hun føler nedværdigelsen ved at miste sin selvstændighed, og der er novellen „Nostalgiske robotter“, om et ægtepar på omkring de 30, for hvem livet midt mellem alle status­symbolerne gradvis mister sin smag og farve, indtil den ene robot ser den anden opløse sig i luften og forsvinde. Og ind imellem novellerne fortæller digtene om rekla­mens ideal- og drømmeverden, med blød, indsmigrende mikrofonstemme.

Groft sagt handler „Modellen Coppelia“ om mangel­tilstande i vor tids samfund. Men Dorrit Willumsen udvider spektret på i hvert fald tre måder, nemlig dels ved at lade det første af digtene være et, der handler om noget helt andet end de andre, dels ved i novellen „Poppaeas kroning“ for første gang at søge uden for vort eget århundrede, tilbage til det gamle Rom og naturligt nok til forfaldstiden, under kejser Nero, og dels ved i titelnovellen at foretage noget, der i virkelig­heden er en logisk udvikling og stilisering af nogle ting, hun kunne iagttage omkring sig, men som ligner et spring ind i sciencefiction-genren. Og på den slags ting er det, man måske, når de lykkes, skal kende en forfatter, som også er en digter.

I sin næste bog, „En værtindes smil“ (1974), uddyber Dorrit Willumsen det, der nu er blevet et af hendes store temaer: ensomheden og rådvildheden i soveby­erne, i edb- og plastickulturen. Det sker i en sammen­hængende række præcise, realistiske, psykologiske no­veller under den fælles titel „En sluttet kreds“. Det drejer sig også her om mennesker i 30-års alderen, som er fanget af ting, af statussymboler, af en anstrengt økonomi, af problematiske ægteskaber, af sig selv og af følelsen af tomhed. Tilsammen udgør de, som det hedder til sidst, med en uhyggelig mindelse om tidens entropi-diskussion, „en lille, sluttet kreds, der pludselig ikke har kræfter til at ændre deres stillinger”.

Bogens sidste afsnit, der hedder „Smil Gisela" be­gynder med, at en kvinde ifører sig sit smil: „Altid samme blide robotsmil. Klædeligt og perfekt. At få det til at sidde ... Når blot det sidder. I det mindste i de offentlige trafikmidler. I biograferne. På supermarke­derne. Vis dig ikke med dit ansigt i derangeret tilstand. Et skævt smil vil skade dit rygte. Et trist ansigt øde­lægger din økonomi". Gisela viser sig at leve i et gennemteknologiseret, på én gang jernhårdt og candyfloss-agtigt fremtidssamfund, hvor de fleste ting er syntetiske. Al transport til og fra arbejde foregår per fly, uden ID-kort er man i bogstaveligste forstand fortabt, der er tørrehjelme med indlagt drømmemusik, trafikken på gaderne foregår på transportbånd og man kan skifte alder, når det passer én, så man snart er tyve, snart toogfirs og snart to år gammel, for eftersom ingen og intet har nogen speciel værdi kan næsten alt og alle byttes om med noget andet. Det eneste, der tilsynela­dende ikke kan programmeres, er noget underligt vand, der en gang imellem pludselig løber ud af øjnene, uden at nogen kan begribe, hvad det skal være godt for. Det opfattes nærmest som et sygdomstegn.

Nu er vi nået til 1976 og til Dorrit Willumsens første egentlige digtsamling, „Kontakter". Tematisk og hold­ningsmæssigt knytter den sig til første del af „En værtindes smil" og til andre, tidligere tekster, for også her er der, i en kort stram form, tale om sovebyernes klaustrofobi, om flugtdrømme næret af reklamer og om mareridt, om overfladisk programmering og underlig­gende rådvildhed og ensomhed. Men som et nyt tema indføres barnet, oplevelsen af barnet og barnets ople­velser og fantasiverden, som der varmt og umiddelbart digtes med på. Men „for hans skyld/er jeg bange/bange bange“, som der står til sidst i et af bogens fineste digte.

Samme år som „Kontakter“ udkom romanen „Neon- haven“. Det er en hverdagshistorie, om man vil, men med særlige, Dorrit Willumsenske vinkler og perspekti­ver, om Bent og Janet, som adopterer Frank og bliver skilt og om Frank og Anja, der får datteren Maj og også bliver skilt. Det drejer sig med andre ord om tre generationer og om parforhold og deres gradvise ned­slidning og endelige fallit, men det handler også om unge menneskers problemer, om vold og usikkerhed og intetsigende arbejde, om utilstrækkelighedsfølelsen, når man skal leve op til de modeller, der forevises én, om sociale tabere og om, som Anja, at prøve på at blive bevidstgjort, uden at det hjælper så forfærdelig meget på ens situation. „Og dag efter dag går man her i det snask - man kalder livet“, siger Janet. Det handler om en fornemmelse, der breder sig, af at et eller andet må være helt afgørende galt, uden at man rigtig kan sætte fingeren på, hvad det er. Og hertil kommer nu også bevidstheden om u-landene og miljøet og en større sammenhæng ind i billedet, for Frank og Anja køber kærligheds- og revolutionsplakater og farvestrålende, eksotisk tøj. „I et uskyldigt folkloristisk karneval nær­mer de sig den tredie og den fjerde verden“, står der. Men de når aldrig at sætte sig rigtig ind i noget, for der dukker hele tiden nye sager op, der skubber de gamle til side. Og de går i Zoologisk Have med datteren Maj, for at vise hende „de store, uddøende dyr“.

Men da Frank er blevet skilt fra Anja og hans selvtillid smuldrer, og trætheden griber ham, beslutter han at søge foryngelse i den flimrende, superdyre, lækre, mekaniske Neonhave, der minder om den pro­grammerede fremtidsverden i slutningen af „En vært­indes smil" og ifølge lysavisen „er askese er samvær er ensomhed er handling er psykisk er fysisk er overdådig er lyd er lys er skygge er skønhed er fornøjelse er fare er kvalme er begær er løssluppen”. I denne glitrende, metalhårde, softice-bløde, infernalske drømmeverden bestiger han en kurv, der løfter ham op mod himlen og fra kurven træder han ud i uendeligheden. Men ifølge en anden kilde, nemlig den politirapport, hans fraskilte kone Anja præsenteres for, træder han en ganske almin­delig eftermiddag klokken kvart over fem uden påviselig grund fra en bro ud i luften og drukner, uden at efterlade sig noget særligt.

En hverdagshistorie altså, på sin vis, for også frem­tidsdrømmene, de teknologiske visioner, er indgået i vores bevidsthed, og det uvirkelige er blevet virkeligt eller det virkelige uvirkeligt, som „Hvis det virkelig var en film”, hvilket er titlen på Dorrit Willumsens næste novellesamling, fra 1978. Den begynder med forfatter­skabets anden novelle fra det gamle Rom, „Vestalinden”, om en pige, der altid har stået i skygge af sin glansfulde søster Messalina, der imidlertid er blevet tvunget til at begå selvmord, fordi hun med sine elskere alt for åbenlyst har skandaliseret kejseren, som er hendes mand. Nu har pigen selv haft sit livs første forhold, det har faet følger og som vestalinde vil hun blive straffet med døden, hvis hun ikke flygter. Men hun vælger at tage sin skæbne på sig og dø, ligesom Messalina, som hun i virkeligheden, tænker hun, altid har levet igennem. Det at leve gennem andre er også et af Dorrit Willumsens gennemgående temaer. Men hertil kommer billedet af Rom som Imperiets centrum og imperialismens hovedstad, ubehaget væd at tænke på, at overfloden nok mest skyldes undertrykkelsen af andre folkeslag, følelsen af, at det er uværdigt at holde slaver - men, som pigen ræsonnerer, hvis man gav dem alle sammen fri, ville det nok være forbi med Roms rigdom og luksus - og en uhyggelig fornemmelse af at leve i de sidste tider, fordi slaverne under alle omstændigheder sikkert snart vil rejse sig. Her er paralleller nok til vor tids rige industrisamfund og til ting, som Dorrit Willumsen allerede har strejfet i „Neonhaven“.

I „Hvis det virkelig var en film“ ser det også sådan ud, for en person i novellen „Hver sin vej“, der tænker tilbage på sit forliste ægteskab: „Så kom kvindesagen. U-landene. Og forureningen. Det var altsammen på en eller anden måde smart. Og vi gjorde, hvad vi kunne for at leve os ind i vores roller. Men vi var amatører, og somme tider var det vanskeligt for os at lære dem. Måske udviklede vi os ikke, fordi der hele tiden kom nye bølger. Nye roller. Og vi var bange for at være for langsomme. Bange for ikke at være rigtig med“.

Hvis man ikke hele tiden er oppe på mærkerne, hvis man ikke bygger sin person op og holder den ved lige ved at sminke den og klæde den på efter de forskrifter, andre har vedtaget, så er der fare for, at man pludselig slet ikke er nogen person. På den måde sejrer uvirke­ligheden ganske vist og ens trang til virkelighed kan blive ladt tilbage som et vilddyr, en svamp, der griber om sig, et sår eller en dødvægt. Men gør man det ikke lever man ikke gennem nogen, kan man på en anden måde blive opslugt af uvirkelighed og så kan det gå én som det går hovedpersonen i bogens titelnovelle, som en dag hører sin kone sige, at hun ikke mere elsker ham. Han ser sit liv som en film, der kører forbi og i denne film begår han nogle tyverier. Han bliver anholdt og inden han ser sig om, har han også tilstået nogle mord, som han ikke har begået, fordi nogen, in casu en politimand ved et skrivebord, har bestemt, at sådan skal handlingen altså være.

Dorrit Willumsens næstsidste bog, romanen „Man­den som påskud“, fra 1980, er ligesom noget af „Neon- haven“, en hverdagshistorie, om Lis, hendes mand, døtrene Marion, der lider under at være tyk, og Lone, samt mandens elskerinde Marianne, der har en blom­sterforretning. Her drejer det sig igen om ikke at kunne leve op til det, man havde forestillet sig, og om at synes, man går glip af noget vigtigt, for eksempel den kærlig­hed man længes efter. Historien er fortalt i forfatterens efterhånden karakteristiske punkt-stil, med korte, af­sluttede sætninger, der får detaljer og nuancer til at fremtræde med stor, visuel klarhed og som noget nyt er en af hovedpersonerne, Lis, nu ikke mere kun genstand for kræfter, der kommer udefra, for på bogens sidste side beslutter hun at bryde ud af det fastlagte mønster. Og denne tendens kommer endnu lidt tydeligere frem i den roman, der er Dorrit Willumsens hidtil seneste, nemlig „Programmeret til kærlighed”, der udkom for omkring tre måneder siden.

At resumere den kort er umuligt, men man kan nævne nogle af de ting, der indgår i den. Den, der er programmeret til kærlighed, er robotten Bianca, bygget af den dygtige, unge studerende Liv, som har fået til opgave at konstruere den fuldkomne, kunstige kvinde. Videre er der en ung mand, som er forelsket i Liv, men har opgivet at læse videre og derved har fået en lavere social status. Efter et besøg hos Liv bortfører han den perfekte Bianca og sætter hende dermed i omløb uden for det aflukkede universitetsområde. Hun, eller den, gør et uudsletteligt indtryk på en række mænd. Videre igen er der, på romanens andet spor, videnskabsman­den Orf, som efter tålmodige forsøg har frembragt en mutation, et utrolig giftigt insekt, der kan lægge hele landskaber øde og selvsagt er af enorm, strategisk betydning. Der er Orfs kone Dica, der mister sin lille søn, fordi han ved et uheld bliver stukket af mutationen. Og igen på det „civile”, menige plan er der den unge kvinde. Livs forhenværende tilbeder og Biancas første elsker har giftet sig med efter adskillelsen fra Bianca, der som en komet er fortsat ad sin bane videre til andre mænd, deriblandt Orf. Og hun, den unge kvinde, sendes af de altprogrammerende myndigheder på re­kreation i en bukolisk ideallandsby med ren luft, ægte dyr, vegetariansk kost og gode, aktiverende kulturpro­grammer. Men en gang imellem savner hun sin tidli­gere mand, hans motorcykel, den kildrende spænding i storbyslugterne og forlystelsesanlæggene, og sine reste- niltabletter.

Som man vil se, er det ikke så fa ting, der her i hurtig rækkefølge rammes af Dorrit Willumsens satire, eller vækker hendes strengt kontrollerede desperation. Og ikke så fa af de temaer, hun tidligere har berørt, dukker her op i en ny kombination og i nye versioner. Ligesom i „En værtindes smil“ og i „Neonhaven“ blandes en teknologisk og social fiktion, bygget over faktorer, der allerede eksisterer, med helt almenmenneskelige, psy­kiske realiteter såsom savn, behov for forståelse, kær­lighed, mening. Og med den særlige, sindrige dreje- sceneagtige kompositionsteknik, Dorrit Willumsen har dyrket og udviklet siden „the krydderi acryl salær græshopper" får hun fortællingens forskellige spor til at krydse hinanden og personerne til at mødes, to og to eller i grupper. Sidste gang det sker, har mutationen længe været død, Orf selv er døende og Bianca ved at bryde sammen, fordi det program, der er indkodet i hende ikke kan forliges med aflejringerne af hendes oplevelser blandt mennesker. De tre „lægfolk" er til­bage og Dica spørger de andre, om de ikke skal følges ud af bygningen sammen. Det er en slutning der, om ikke andet, åbner for muligheden af et håb, inviterer til et opbrud og måske antyder en ny begyndelse. Og her befinder vi os altså nu. i Dorrit Willumsens forfatter­skab.

Der er meget andet, man kunne og burde sige om „Programmeret til kærlighed" og om de foregående ti bøger, men enhver kan drage sine egne konklusioner ud fra det foreliggende og i øvrigt bliver der da forhåbentlig lejlighed til at tage emnet op igen.

I stedet for at tale videre har jeg så nu den glæde at overrække dig Det danske Akademis Store Pris 1981, for det, du har skrevet og med vore bedste og varmeste ønsker for dit videre arbejde.

Dorrit Willumsens takketale

Tak
I dag synes jeg jeg burde være klog
I dag burde jeg have en slags overblik
en vigtig meddelelse
eller en plan der kunne modvirke ulykker
— og helst med tilbagevirkende kraft
For dagen i dag har jeg aldrig drømt om.
Og ellers synes jeg, jeg så langt jeg kan huske tilbage, at jeg har haft store umådeholdne drømme om fremtiden.

Den første var at blive soldat i Frelsens Hær.

For de fyldte hele vores gade med sang.

Og kvinderne var vidunderligt smukke i sorte strå­kyser med en silkesløjfe nede på den ene kind.

Men da jeg kom i skole, blev det afsløret, at jeg sang skingrende skærende falsk.

Og jeg var en klods til at gå i takt.

Det eneste jeg var god til var at blive forelsket i mennesker og ord.

Og hver gang, jeg var helt betaget, prøvede jeg at holde oplevelsen fast ved at skrive om den. Og jeg fik et umådeholdent forbrug af stilehefter og andet hvidt tålmodigt papir.

En gang imellem syntes jeg næsten det lignede histo­rier. Og så sendte jeg i akut overmod stileheftet til Hjemmet og Familiejournalen, hvis feuilletoner holdt mig i åndeløs spænding fra tirsdag til tirsdag. Og i dem havde jeg også fundet nogle af ordene. Så der regnede jeg med at de hørte hjemme.

Men som veldresserede brevduer vendte de altid tilbage med en lille beklagelse heftet på.

Endelig blev jeg så gammel, at jeg kunne få et lånerkort til „det voksne bibliotek”. Og siden den dag begyndte jeg at leve lykkeligt sammen med bøger.

Bøgerne var uendelig tålmodige.

De var der hele tiden.

Jeg behøvede ikke mere vente en uge mellem kapit­lerne.

Nogle af dem kunne man endda læse flere gange uden at slide dem op. Der kunne højst ske det, at bogen af sig selv begyndte at slå op på yndlingssiden.

Og hvis der en gang imellem var en der var irriteren­de. Så kunne man forlade den uden at den protesterede.

Den ville oven i købet være parat til at møde en igen.

Og man behøvede ikke købe billet til bøger.

Man behøvede ikke hive i frakken og stige på en bus eller sporvogn. Tværtimod kunne man tage dem med.

Bøgerne var som film der kørte inde i hovedet på mig - somme tider var jeg hovedperson, somme tider biper­son - og somme tider så jeg billederne langt borte fra.

Og sproget var ikke mere enkelte smukke eller ram­mende ord. Men personernes hud, hår og sjæle. Deres landskaber - deres sko og deres himle.

I sproget sprængtes grænserne mellem tid, sted,

mennesker, virkelighed og drømme.

Sproget var på én gang noget fælles. Og noget helt individuelt.

Og jeg planlagde, at jeg for fremtiden skulle arbejde på kontor. Spise på cafeteria. Og kun være ulykkeligt forelsket - for det var nok mindst tidskrævende.

Og ellers skulle jeg leve sammen med bøger til mine dages ende.

Desværre og heldigvis skete der gang på gang det, at livet brød forstyrrende ind i mine planer.

Og hver gang var jeg nødt til at prøve at skrive om det. Som om det var en måde at sanse og forstå på.

Og jeg kunne godt se det var frygtelig upraktisk. Der var så mange gode bøger i forvejen. Helt logisk kunne jeg godt se, at der ikke var brug for flere.

Og jeg syntes også det var frygtelig risikabelt og ubeskedent, da jeg sendte mine første noveller ud i livet.

Grunden til at jeg alligevel turde, var den glæde jeg havde haft ved andres bøger. Den gav mig en slags alibi.

Og egentlig tror jeg også det er lige meget, hvordan bøger i fremtiden kommer til at se ud. Om de bliver i syntetisk gedeskind eller små firkantede skærme hvor bogstaverne sejler af sted. Men enhver tid må have sine bøger. Fiktionen må stadig være en del af tilværelsen - en måde at forstå den på.

I fiktionen findes både fortiden, nutiden og drømmen om fremtiden. Og som læser kan man forholde sig billedskabende og frit.

Og i dag er jeg umådelig glad over, at nogen jeg beundrer har syntes om den del sprog og liv der er i mine bøger. - I hvert fald føler jeg det som en lykkelig grund og pligt til at fortsætte. - Tak.