Søren Ulrik Thomsen

Kære Søren Ulrik Thomsen,

På side 32 i din seneste digtsamling, Ukendt under den samme måne, som udkom i 1982, står der:

Hver dag går jeg hen til digtet.
Jeg tror, at jeg kender det.
At jeg går ind i det og snart vil lære at finde ud igen.
Snart tror jeg, at jeg har lært at finde ud igen, at jeg går ind i det og ud af det og ind og ud af det.
Så vil jeg fare vild i liniernes våde tunneler, flakke om
i ordenes lygtemørke.
Hver dag går jeg hen til digtet.
Åh når jeg kender det, blir jeg helt væk.

Det fortæller noget om det milieu, om det klima, man ofte finder i digtene, der er meget nat i dem, meget vand, i det hele taget megen væde, i form af regn, tåge, damp, vand fra brusere, med mere, der er meget november. Men det fortæller også, at alt dette foregår på papiret, i digtet selv. Det er liniemes våde tunneler, ordenes lygtemørke. Det understreges også af, hvad der står på side 36, i fortsættelse af et digt. der hedder In the heat of the night:

ikke hælde virkeligheden på digte ikke hælde digte på virkeligheden bare skrive digte, virkelige digte

Hvilket selvfølgelig er udlagt, at virkelighed hældt på digte ikke mere er virkelighed, lige så lidt som digte hældt på virkeligheden er virkelige digte, for digte er kun virkelige, hvis de er det i sig selv. Og herom skriver du mere i den bog, andre kalder din poetik og som du selv har kaldt Mit lys brænder - omrids af en ny poetik, der udkom i 1985 og udgør et eklatant svar på eventuelle spørgsmål om, hvad du dog har taget dig til, siden du skrev Ukendt under den samme måne. Før den, nemlig i 1981, kom din første digtsamling, City Slang.

Digtene i begge samlinger er stramme og pludselige. Pludselig begyndt, pludselig forbi, selv om du i City Slang skriver:

Hvis det var tilladt
skrev jeg digte uden ende og begyndelse.
Af udstrækning:
som bevidstheden selv som vinden altid stående mellem husene blæsende gennem tiden
når denne tid
derfor alt for længe siden begyndte endelig finder sin afslutning rækker vi
uendeligt ind i bevidstheden bevidste ind i uendeligheden.

De, digte, har en stor spændkraft og det pragtfulde ved de to samlinger, eller noget af det, er at hvert digt er et nyt, et anderledes digt. Det forudsætter en viden, for eksempel om, som du skriver i indledningen til din ‘poetik’, „at man er nødt til at gøre sig sine egne greb klart, for såvel at kunne opskrive dem som erfaring som at kunne frigøre sig fra dem i et nyt digt“. Og så fortsætter du så udmærket provokerende: „springer man poetikken over, er man dømt til både konstant at gentage sine fejl som til at skrive det „gode digt“ igen og igen i stadigt tyndere udgaver“. Lidt længere inde i bogen står der, hv ad også de gode surrealister mente, at „Et digt skal være skrevet i og som én bevægelse. Det skal konciperes og opleves i ét slag“. Og netop som man sidder og prøver at finde ud af, om det nu altid må forholde sig sådan, læser man, at „Dette er ikke et dogme, men en dyrt betalt erfaring.“

Det forekommer mig, at du forholder dig konsekvent over for denne erfaring og det er måske det, der - sammen med visse absolut ikke uvæsentlige personlige evner - afstedkommer det liv og den dynamik, de to digtsamlinger har, samtidig med. at de umiskendeligt udgør en helhed.

Man kunne sige, at du i dine digte prøver en del forskellige ting med sproget, men jeg vil hellere sige, at du gør en del forskellige ting, for at skrive digte er at gøre, eller som der står i poetikken, „gælder det om poetisk at indrømme, at subjekt og objekt er ét, at praksis og genstand falder sammen ...“

At gøre kræver kunnen, for det er ikke nok at vide, hvad man gør, og denne kunnen finder jeg i dine samlinger, allerede fra starten. Den kan manifestere sig ganske overrumplende, som i disse strofer med den klassiske rytme, under titlen Du kan, du kan:

Hårdt kan du stampe med foden mod asfalt og jord så myldrende kredse af støv i lys drejer sig vildt om din krop hurtigt og stærkt kan din hånd i luften slynge en blødende sø gennem rummet:

Kussen skubber du pralende højt på hofternes væltende båd.

Det minder mig om, at der på den allersidste side i den samme bog, nemlig Ukendt under den samme måne, står een enkelt sætning. Den lyder: „Kærligheden er konkret“. Kærligheden er konkret, når den er og dine digte, som er, er også konkrete.

Og nu, da jeg nærmer mig slutningen, skylder jeg sandheden, digtene og digteren selv at gøre opmærksom på, at milieu’et, klimaet i dine digtbøger, langtfra kun er novembermørke og væde. Det ville være sørgeligt og i enhver henseende forkert, hvis nogen skulle gå herfra med et indtryk af mismod. Der er mange andre farver i dem, andre slags luft, andre ordbilleder og tilmed lykke og også konkret kærlighed, for eksempel i et digt, jeg kun skal sige om, at det hedder Hvad har du ventet og står på side 28-29 i Ukendt under den samme måne og at tingene i det sker så tæt på hinanden, at det næsten virker simultant.

Kære Søren Ulrik Thomsen, på grund af alt det ovennævnte, på grund af den viden og kunnen, der arbejder i det, du har skrevet og også, for meget, om ikke alt, hænger sammen, fordi du med dine „Omrids af en ny poetik“ og med mange artikler har sat en ny debat i gang i Danmark, skal du nu modtage Otto Gelsted-prisen.

Og jeg er meget glad for, på det samlede danske Akademis vegne, at kunne overrække dig den.