Per Øhrgaard

Per Øhrgaard er en mand af mange og velvalgte ord. Han kan inspirere sig selv, og han kan inspirere andre. Begge dele må til; hvis ordene står og griner ad en og nægter at indgå en alliance, forbliver de ubearbejdede og private halvfabrikata. Og skaden er til at overse, hvis andre ikke kan have glæde af dem.

Men Per Øhrgaard har det godt med sproget og sprogene, det indre og de ydre, og dé har det godt med hinanden og Per Øhrgaard. Der kan ligefrem komme musik ud af det, oftest allegro, sjældent an­dante, ingen marcher eller fanfarer, altid det, der pas­ser til lejligheden. Han har sig selv med i fremstillin­gen, mundtligt og skriftligt, man kender ham på ryt­men og de ret lange sætningskonstruktioner, der altid når i mål. Det kan skyldes hæmningsløs omgang med tysk litteratur, men er formodentlig snarere udtryk fol­en stor personlig spændvidde i syntaksen.

Når Per Øhrgaard ytrer sig, er der grund til at lytte. Hvad skulle vi gøre uden den håndfuld skarphjernede kulturpersoner, der hverken lader sig intimidere eller kyse af magtens folk, situationens generalstab eller tidsånden? Per Øhrgaard virker på mig som en af de få frie mænd, jeg kender. Han er ikke til salg. Han siger sin mening, ikke for at provokere, men fordi han ikke vil andet, selv om man kan score billige points ved knæfald for det, der gør sig her og nu. Vil man have Øhrgaard med, må man være indstillet på dét. Og det vil man fx stadig i ministerielle udvalg og forsamlinger. Undervisningsministeren kan ikke få nok af Øhr­gaard, selv om samme Øhrgaard gang på gang slår over i kursiv og leverer sønderlemmende kritik af uni­versiteternes uddannelsesplanlægning og sågar den li­berale ministers Danmarksrekord i planøkonomisk styret adgangsregulering og kvalitetshæmmende bud­getmodeller. „Det er en misforståelse at tro, at man til­passer uddannelserne til et dynamisk samfund ved yderligere at intensivere planlægning, styring og kontrol.“

Alt dette ved Øhrgaard bedre end andre, bl.a. fordi han med mere end levende interesse har fulgt udvik­lingen i Tyskland både før og efter fusionen, politisk såvel som kulturelt. Sammenhængen har været tættere end ellers. Forfattere og andre med antenner har re­gistreret bevægelserne, før de fik en styrke, der gjorde dem mærkbare for enhver. Øhrgaards fremragende bog fra 1972 om moderne tysk litteratur kredser na­turligvis om efterkrigstidens erfaringer, ofte bitre erfa­ringer om fangenskab, flugt og undertrykkelse, og den ser på en udogmatisk måde - for Øhrgaard er altid udogmatisk - litteraturen i samspil med samfundsud­viklingen, uden at ville hævde at den henter sin for­klaring der. Alene dén bog var en Gelsted-pris værd - men jeg har nu kun én på mig, og den får du for det hele.

Dog ikke endnu!

Arbejdet med at forstå Tyskland og Europa, med at give danske læsere indsigt i også Østeuropa er videre­ført for nylig i Gæld og Arv, tre essays om Tyskland, skrevet kort tid efter murens fald. Her går hele den øhrgaardske kabale op, og han kan i virkeligheden godt gå hjem og lægge sig, færdigt arbejde, Per, du har lagt brikkerne, indsigt på indsigt fra øst og vest, fra fakta og fiktion, fra den store historie og den lille, illu­streret blandt andet fra dine egne venskaber med mennesker i Vesttyskland, Østtyskland og andre øst­lande. Og nu samles det: „Wie alles sich zum Ganzen webt, Eins in dem andern wirkt und lebt! “

Øhrgaard oversætter normalt sine tyske citater, og han skriver på dansk, på godt dansk, selv om der er genveje til en større europæisk læserkreds. Det gør han af principielle grunde, og vi skal være glade for at kunne læse ham på originalsproget. Men bedre end de fleste andre har Øhrgaard vist, hvor langt man alli­gevel kan komme gennem oversættelse. Jeg ved ikke, hvor Øhrgaard har hentet tiden til det, men hans pro­duktion af oversættelser er næsten lige så impone­rende som kvaliteten af dem. Der har endda gennem flere år været tid til redaktørfunktionen på Kritik; Øhrgaards stemme i dansk kultur er ikke kun knyttet til det sprogområde, professoratet i tysk forpligter ham på - der er leveret væsentlige bidrag til dansk litteraturkri­tik, og Øhrgaard har i 1977 skrevet en saglig og vita­minrig bog om Klaus Rifbjerg.

Noget af det seneste, Øhrgaard har sendt ud, står at læse i „På sporet af dansk identitet", udsendt for en måneds tid siden på forlaget Spektrum. Her giver Øhr­gaard udtryk for meget stor skepsis over for det danske demokratis seneste udvikling. Jeg håber, den vil få mange læsere; vi møder nemlig ikke en skummel mør­kemand eller skabsdogmatiker, men en åben, klart­skuende og redelig intellektuel, der har noget på hjerte, uden at have noget i klemme.

Per Øhrgaard har uddannet sig selv til at blive Per Øhrgaard, men havde naturligvis noget at bygge på; her skal jeg blot omtale tre centrale institutioner: Vestre Borgerdyd, Villy Sørensen og Københavns Uni­versitet. Og selv om den øhrgaardske kabale er gået op, skal han nu alligevel ikke gå hjem og lægge sig og hvile på laurbærrene, som det hedder på klichedansk. Han kan heller ikke. For Per Øhrgaard, den intellek­tuelle professor, har bevaret den videbegærlige dreng i sig. Han hugger løs på tilværelsen, har lyst til at lære, erfare, forklare. Det ses på ham; hvor andre veteraner fra 60’erne ligner sønderskudte banegårde eller er gået i kloster, ligner Øhrgaard i alt væsentligt sig selv. Og Gud være lovet for det! Til lykke med Otto Gelsted- prisen!

Per Øhrgaards takketale

Jeg har ikke kendt Otto Gelsted. Det er jeg ked af, for alle dem, jeg kender, som har kendt Otto Gelsted, for­tæller den ene henrivende anekdote efter den anden om ham. Nogle af anekdoterne er ganske vist efter­hånden gået på vandring, dem hører man fra snart sagt alle sider, men måske ville et personligt bekendt­skab dog have føjet noget til.

Hvad værre er - jeg har eller havde egentlig heller aldrig læst så forfærdelig meget af Gelsted. Det hænger nok sammen med, at han hørte til den generation, der var ved at holde op med at skrive, dengang jeg be­gyndte at læse; jeg husker godt fra min barndom, at der udkom en bog med titlen Græsk Drama-jeg husker den titel, fordi den i sig selv lød så dramatisk, - og et par tekster af Gelsted var til stede i det daglige, især Re­klameskibet og digtet om den 9. april 1940 (De mørke fugle fløj), men ellers? Jeg læste ham i hvert fald ikke, og bag­efter var det næsten, som om han druknede i anekdo­terne.

Da jeg i foråret fik at vide, at jeg skulle have en pris opkaldt efter Gelsted, blevjeg straks grebet af pietet og gik på biblioteket for at låne hans samlede værker. De var ikke så få, og de var heller ikke svære at få fat i, thi de lå næsten alle i magasin. Pieteten veg for beundrin­gen. Først og fremmest for den dannelse, der præger hans essays - og som i øvrigt også præger hans digte og dér måske ikke altid kun for det gode.

Det skal jeg jo ikke begynde at gå i detaljer med ved en lejlighed som denne; men jeg vil dog godt kort min­des Otto Gelsted på min manér. Jeg vil først - så at sige i embeds medfør - pege på hans artikel om Den tyske Kulturs Sammenbrud fra Aandehullet, oktober 1933. Den redegør minutiøst for nazisternes mord på kulturen fra det øjeblik, de kom til magten, og netop minutiøst, med citater og henvisninger. Det er ikke kun en pole­misk artikel, det er tillige en oplysende artikel - som derfor også levner dem, der ikke tog sig af den, færre undskyldninger. Men artiklen indledes med en anek­dote om den gamle, 80-årige Immanuel Kant, og den afsluttes med en anekdote om Lessing. Hele beretnin­gen om den tyske kulturs sammenbrud rammes ind af en henvisning til den tradition, der gjorde den tyske kultur stor, til oplysningen og fornuften - rigtignok i en speciel tysk brydning, som er den, Gelsted sætter op over for det Satans år 1933. Forstå katastrofen til bunds kunne vel kun den, der kendte til det, der gik under i den.

Det gjorde Gelsted; han blev, som jeg læser ham, kommunist på samme måde som - jeg havde nær sagt - Thomas Mann, der vel næppe blev kommunist, men dog en slags socialist. Han blev det af konservatisme, han blev det for at bevare værdier, som hans eget sam­fund ikke forekom ham at beskytte godt nok. Han var det vel på en måde også før 1933, men skærpede hold­ningen under indtryk af nazismen [se også Lene Nor- din: Otto Gelsteds standpunkt. Sammenhængen mel­lem filosofi og digtning i Otto Gelsteds forfatterskab indtil 1940, 1983]. Men Gelsted talte ikke for en socia­listisk realisme i kunsten; han talte og skrev for kun­stens solidaritet med folket, men ikke for en afskæren eller indskrænkning af kunstneriske muligheder og udtryksformer. Poesi og politik hedder et lille digt (fra Emigrantdigte 1945); det er mere politisk end poetisk, men det er politisk på poesiens vegne:

Digte skal bruges som Værktøj og Vaaben Gerne! Men alting er ikke af Staal.
Und Poesien at holde sig aaben.
Menneskets Frihed er Digtningens Maal.

Jeg synes, at der er noget fascinerende i, at den huma­nistiske dannelse førte Otto Gelsted til kommunismen - og jeg mener fascinerende ikke som udgangspunkt for at hitte ud af, hvordan det dog kunne gå til, at en så belæst og klog mand kunne falde for osv. osv. Nej, - jeg synes, at Gelsted må være en udfordring til alle dem, alle os, som i dag hygger os i troen på, at vi lever i den bedste af alle verdener, og at alt, hvad der hedder utopier, er af det onde. Humanismen er selv en utopi, den er aldrig blevet realiseret, kan ikke slutte fred med det bestående. Det kunne Otto Gelsted heller ikke, og det er beundringsværdigt at se, hvor roligt, ja underti­den næsten ydmygt han skriver ting, som ved nærmere eftertanke burde slå hårdere, end de vistnok har gjort. To digte af ham vil jeg gerne læse op, fordi de virkede på mig som skrevet i dag - ikke ved deres form, men ved deres emne. Det ene hedder:

Skjolder grønnes paa Mure, og Træer med vredne Grene stritter i Graavejrsgusen som undersøiske Dyr.
Vi trasker ad plørede Veje og stirrer fra Bunden af Havet op mod den drivende Himmels lysgennemsivede Skyer.
Blæsten snærrer ad Regnen, og Regnen er uforsonet, de æder daglig hinanden - det danske Ægteskab.
Vi har ingen arktiske Vintre, vi er en halvnordisk Stamme, vi vinder med klamme Hænder Sejre, der ligner Tab.
Venstre trækker til højre, de røde er ikke røde, vi vandrer med sløve Hjerner rundt i en Taagering.
Hvor er den Elskov, der gælder, hvor er en farlig Tanke i dette kattemørke Morads af ingenting?

Det andet hedder:

Jeg kom til Leningrad, tog en Sporvogn, der saa jeg Støvlerne paa en Kvinde.
Et Støvlepar - nej, to store Spande, hvori der stak et par nøgne Pinde.
Selv Chaplins Støvler er fine Laksko mod dette mægtige Støvlepar med Hul i Saalen og fyldt med Pløre som to fantastiske Kogekar.
Tænk Dem en Kone med disse Støvler i Omnibilen hos os paa Strøget!
Her er der ingen, der ænser hende, og hun er rolig og velfornøjet.
Jeg fik mig vænnet til Lus og Laser, Musjikens Lugt som et mudret Dyr!
Men dette Støvlepar var det første, jeg saa af Nøden i Ruslands Byer.
Jeg husker Tiggernes triste Skare, der driver, Rusland, paa dine Trapper! Et Folk af Skarnkasser er paa Vandring og strækker frem deres skidne Grabber! Jeg husker Koner med Børn ved Brystet en Læderlap, der var Livets Flod! og Børn, der lignede modne Frugter af Hunger, Vodka og giftigt Blod.
Jeg kom til Leningrad, tog en Sporvogn og saa et Støvlepar paa en Kvinde
Hvor brændes Sjælen af det, man møder, før Øjet sløves af Vanens Hinde!
Saa dyb en Nød mellem Millioner!
Hvad ved en Dansker om Folkenød?
Aa, Gud, en Dansker han ordner Rusland imellem to Stykker Smørrebrød ...

Jeg har som sagt ikke kendt Otto Gelsted; men jeg læste hans artikel Nyt og gammelt om Bert Brechl fra Land og Folk 25. juli 1949, i hvilken han beskriver sit første møde med Brecht i Svendborg: „Vor visit drejede sig om en lille opera-ballet De syv Dødssynder, der var anta­get til opførelse på Det kgl. med Margot Lander og II-lona Wieselmann i hovedrollerne. Balletmester Ha­rald Lander stod for arrangementet af dansene, Hye-Knudsen for musikken, og Svendjohansen havde lavet dekorationerne, der ved stykkets eneste opførelse modtoges med håndklap“ [Tilbageblik på fremtiden I, 1977], Hjemme på min væg har i mange år hængt Svend Johansens „Kostymetegning til Margot Lan- der/Illona Wieselmann som Anna-Anna i „De syv Dødssynder11", og den fortjener ganske rigtigt hånd­klap. Den betragter jeg fra nu af også som en forbin­delse til Otto Gelsted. Jeg siger Akademiet tak for pri­sen, jeg siger Jørn Lund tak for overrækkelsestalen, og jeg sætter mig ned igen.