Bent Vinn Nielsen

I Bent Vinn Nielsens seneste bog, Realiteternes Verden, er der en lille rund og halvgammel mand, der sidder på en bænk. Lidt efter lidt går det op for én, at det er en forårsdag. Under nogle træer ved et springvand. På en anden bænk lidt borte sidder en mand mere. Han læser, uforstyrret af verden og af den første, som er den, der fortæller historien til nogle tilhørere. ,Jer“, „I“, som han siger.

Fortælleren hedder Knud. Knudsen, når han om­taler sig selv. Langsomt går tæppet op for sceneri og personer: forårsdagen og Knudsen selv dér på bæn­ken:

Jeg er på gale veje. Jeg er arbejdsmand, en arbejds­mand sidder ikke midt på dagen på en bænk og drik­ker øl når vejret er til det. Heller ikke selv om han er arbejdsløs. Når han er det så sidder han derhjemme og venter tålmodigt på, at nogen giver ham et arbejde. Om det så tager år. Han sidder derhjemme og læser sit fagblad og husker at betale kontingent til partiet, det er det vi kalder disciplin. Sådan har jeg altid levet - fordi jeg synes, det er den rigtige måde at leve på. Jeg er glad for at være født her i byen, for at bo i den. Det er en by, der passer mig. En arbejderby, hvor Socialde­mokratiet har haft massivt flertal i byrådet siden tyverne! Så ved I det!

Nu er han imidlertid arbejdsløs og har været det så længe, at det er blevet en vane, og et eller andet, syn­tes han, måtte der ske. Som han selv siger:

Ja, jeg er bare en stille og fredsommelig fyr, det ved jeg godt, men jeg mener det nu: et begivenhedsløst liv er en straf, en ulykke for mennesker.

Chancen for at komme med i noget, der kunne kal­des begivenheder, meldte sig i form af ungdomsven­nen Mike, der har kendt bedre dage. Mike har giftet sig ind i en velhaverfamilie, men er gået konkurs med sit firma og taler i Jonnas og Kelds cafeteria om svine­riet. Altså samfundet, hvis skyld det naturligvis er, at han er gået fallit.

Men han klarede sig, gjorde Mike, foreløbig da, med lyssky sort handel og fik Knud med på de natlige tog­ter med computere og kopimaskiner og mikro-bølge- ovne rundt i oplandet til mennesker, der ikke godt kunne tro andet, end at det var tyvekoster:

Da jeg så, hvad det var for folk vi handlede med, forstod jeg jo, at jeg nok havde været temmelig naiv. Det var pæne folk, pæne familier der sad godt i det rent økonomisk. Det var skoleinspektører, tandlæger og ingeniører - den slags mennesker, som selvfølgelig havde råd til at købe et ekstra farve-tv til deres børn, på helt normal vis ... Sympatiske mennesker, langt de fleste af dem da. Gemytlige ægtemænd med hænge- vom i joggingdragten, der gerne gav en lille én som af­slutning på handelen. Man havde en fornemmelse af, at det måske i virkeligheden slet ikke betød så meget for dem, at de sparede nogle penge. Det betød lige så meget, at de deltog i en slags sport. Svineriet, altså samfundet, fik sgu nok af skattekroner fra dem, nu ville de have det lidt sjovt til gengæld, lidt snyd og lidt skæg.

Det er et stykke fremme i enetalen, og mestergrebet fra Bent Vinns side er, at han lader ordet svineriet glide lige så stille fra fallenten Mike’s mund over i Knuds, og ikke bare over i Knuds mund, men helt ned i Knuds før så skikkelige sjæl, hvorfra det nu dukker frem i den opløsning af selvtillid og holdning, der er arbejdsløs­hedens fare og følgesvend.

Med denne i mere end én forstand lille mand dér på bænken er Bent Vinn helt hjemme. Med det bevidst underspilledes styrke ruller han på ny et galleri op fra det, en anden har kaldt Det glemte Folk. Folk, der ta­ler, som folk gør. Oplevet og set indefra, så det griber og forfærder. Dybvandsbomber under en stilfærdigt munter overflade.

Den anden mand på bænken dér under træerne vi­ser sig at være fallenten Mike, ordløs og sunket hen i sit indre eksil. Og rundt om ham og fortælleren ser jeg Simon fra Da tjørnehækken blev så stor og folkene i Nørre Skistrup. Ski’strup, som det hedder på vendelbo’sk. Og betonhusfolkene i Drømmegængerne. Lollikerne i ge­nerationsopgøret Et stykke af muren.

I alt en halv snes romaner er det blevet til, foruden noveller, radiodramatik og børnebøger.

Vi er en hel del, der har lyttet til dig dér fra bænken ved springvandet.

Havde Otto Gelsted levet, ville han være én af os.

Til lykke med hans pris.