Erik Aalbæk Jensen

Erik Aalbæk Jensen blev kendt og elsket for en serie ro­maner, som med stor indlevelse og et væld af faktuelle detaljer beskriver livet i en bestemt landsdel nord for Limfjorden, nemlig Vendsyssel. Han var selv født der­oppe og kendte sagerne både på retten og vrangen – vejret, landskabet, husene, dyrene, menneskene. Men ser man nærmere efter, gik det storslåede projekt ikke kun ud på at beskrive, hvordan det hele hang sammen fra tiden før anden verdenskrig til afslutningen af den kolde, han var også på jagt efter en selvforklaring, og det er ikke ukarakteristisk, at dér hvor hans alter ego, forfatteren Erling Boelt, er med, brænder skildrin­gerne med en særlig flamme. Man skal heller ikke lede længe i historierne for at finde Aalbæk Jensen bag dem: Boelt begynder som journalist, Boelt sidder i Dachau, Boelt bliver forfatter nøjagtig som sit ophav. Men det er alligevel udenværkerne, for det er først og fremmest kvinderne, og hvad der sker med dem i forholdet til hovedpersonen, som slår de dokumentarisk opstab­lede stilladser omkuld og får lidenskaben frem i både eksistentiel og æstetisk forstand.

Det er Rigmor og Hedvig i Herrens mark og Magtens folk og senere deres “søster” Beth Klartup i Særlige vil­kår og Enkebal, der lokker den usikre Erling ud af ham­men. Ganske vist optræder han kun selv i de to først­nævnte romaner, men spejlprojektionen af de kvinde­lige protagonisters styrke og sammensathed sætter al­ligevel ham og de andre maskuline figurers svaghed i relief. Erling Boelt kan lige så lidt som Niemann Knudsen i Særlige vilkår holde kvinderne fast, de slår sig fri eller trækker sig. Ganske vist leverer Erling varen i form af solide orgasmer, men rollen som ero­tisk hamster er belastet med lige dele liderlighed og sentimentalitet, hvad kvinderne bevidst eller ubevidst forstår. Det elementære mangler: Erling er muligvis en god elsker, men elske kan han ikke undtagen måske sin længsel, sin narcissistiske drøm om det tabte, alt det som var, men ikke er mere.

Løfter man drømmen om at holde fast op på et overordnet plan, bliver det lidenskabelige ønske om at få alting med, at få det ned på papiret, at få det re­gistreret mere forståelig. Man kunne tænke sig, at den erklærede realist måske er den, der lever med den mest skræmmende følelse af altings uvirkelighed. Han eller hun føler sig derfor forpligtet til at sikre sig ting­enes autenticitet – og løber dermed risikoen for at drukne i et overvældende hav af karakteristika, som nok er dokumentarisk uangribelige, men truer selve den levende kerne i værket og tjener til at holde læse­ren på afstand i stedet for snedigt og diskret at lokke hende indenfor. Helt undgår Erik Aalbæk Jensen ikke denne fare.

På den anden side lægger han sig solidt i en dansk lit­terær tradition, hvor genkendelighedsgraden er høj og “det moderne” demonstreres i skikkelse af antihelten og hans for det meste mislykkede forsøg på at holde sig oven vande. Niels Lyhne er et eksempel, Lykke-Per et andet, Jørgen Stein et tredje: alle drømmer de om at elske det modsatte (stærke) køn, selv er de for løse i fu­gerne og for linde i stemplerne til at kunne levere varen og ender som landmålere i Vestjylland eller hønseavlere på Herrens mark. Erling Boelt bliver forfatter, dvs. en type som tvinges til at finde fantasien i erindringen og i erkendelsen af, at det svundne er en drøm.

Erik Aalbæk Jensens forfatterbane følger karakteri­stiske spor fra optaktens søgende symbolisme til den reportageagtige, politisk opmærksomme analyse i Sagen, der også findes i de nævnte store prosaværker, men får ekstra dybde og perspektiv gennem hoved­personernes konfrontationer i spændingsfeltet mel­lem tiltrækning og frastødning, kærlighed og mangel på samme, sejre og nederlag, erobringer og elastiske tilbagetog. Det begynder i Heretica-tiden, hvis metafy­siske pietisme ses forvrænget i Perleportens svedige bønnemøder hos de troende, og det ender i EU-diskussionens plasticagtige pseudo-saglighed. Mest drive er der nok i Kridtstregen, fortællingen om to “stærke” mænd, der under krigen vælger gal side og betaler prisen. Pointen er symptomatisk: det er et tilfælde, hvad man vælger, skæbnen bestemmer, og det er de færreste, der er så meget deres egen herre, at de selv har et ord at skulle have sagt. Hvis man altså ikke lige er forfatter.

Aalbæk Jensens karriere omfattede et vældigt spek­trum af aktiviteter. Han var præst og journalist, tv-mand og tidsskriftsredaktør, storstilet dokumentarist med bøgerne om de danske øer, et levende, muntert og interesseret menneske, som det var svært ikke at kunne lide.

(Teksten er oprindelig udgivet som en del af bogen Det Danske Akademi, 1995-2002: Minderids. Gyldendal, 2003).