Elsa Gress

Elsa Gress, modtageren af Det smagende Selskabs pris, er for meget af en offentlig person eller et professionelt menneske til, at det skulle være nødvendigt at præsentere hende. Skal man give et indtryk af hendes forfatterskab kan det være fristende at gøre det i form af en citat­mosaik, der ville demonstrere hendes evne til at forme prægnante, udtømmende sætninger, der bliver stående i bevidstheden som sprogbilleder, og samtidig tjene som en række positionsangivelser i det meget store, men alli­gevel sammenhængende område, hun bevæger sig i. Selv om det naturligvis er meget bedre at læse hendes bøger i deres fulde længde, er der alligevel et par formuleringer, som har fristet mig over evne.

Elsa Gress’ værk, der indledtes i 1945 med essaybindet Strejftog, omfatter i øjeblikket en snes titler, der fordeler sig over de fleste af de eksisterende genrer. Hvad der blandt andet præger denne produktion, med al dens mangfoldighed, er kontinuiteten, den utrættelige frem­hæven af nogle ideer, man med hvad der lyder som en cliché kalder de humanistiske. Men hendes virksomhed er netop rettet mod clichéer: ved stadig at arbejde ud fra disse værdier og ved at sætte dem i relation til stadig nye fænomener holder hun dem levende og hindrer dem i at fortone sig som retoriske figurer eller som et sæt begreber, der kun er hos os i kraft af inertiens lov. En sådan hold­ning indebærer kritisk sans, evne til analyse, nuancering, opmærksomhed, et aktivt forhold både til fortiden og til nutiden, herunder også den allernyeste. Den indebærer også evnen, og modet, til at vende sig kritisk imod ideer forfægtet af andre eller af een selv, i det øjeblik de for­vandles til dogmer, til trossætninger. Og den hindrer, som vi har set, ikke kraftigt definerede standpunkter og ener­gisk polemik. Elsa Gress har kaldt et af sine essays, i sam­lingen Apropos virkeligheden, der udkom i 197C2, for in­dividualismens gave og taler her om „Individualismen, den evige kætterholdning“. Det er en ukomfortabel hold­ning, men man må være dem taknemlig, som indtager den og som betaler prisen for det.

I forordet til Under månens skive, en samling gendigt­ninger af udenlandsk poesi fra forskellige tider, betegner hun vor egen som en „hvor vi lever mere og mere klau­strofobisk, i båse“, og en betydningsfuld side af hendes virksomhed består netop i at bryde disse båse ned. Det ses, også, af hendes vekslen mellem forskellige udtryks­former. Den første essaysamling fulgtes, i 1946, af den lille roman Mellemspil, som på baggrund af korte glimt fra det besatte Danmark fint registrerer den første efter­krigstids menneskelige og kulturelle klima i det England, der er dens scene. Og Mellemspil fulgtes igen af andre romaner, af noveller, af flere essays, af dramatik og af de to store erindringsbøger Mine mange hjem, fra 1967, og Fuglefri og Fremmed, fra 1971.

Disse erindringsboger har flere aspekter. De er tidsbil­leder, og interessante allerede af dokumentariske grunde. De viser tilbage til faktorer og oplevelser, der har betyd­ning for det senere forfatterskab. Der fortælles om steder og milieu’er i mellemkrigstidens Danmark, i trediverne; om de første rejser, som hitch-hiker i Europa, i tiden lige før krigsudbruddet, med kulturel bagage og med den umiddelbare oplevelse af, hvad der i de år lå i luften og under overfladen, i Frankrig, i det nazistiske Tyskland og i England; om de vanskelige og krisefyldte studieår i det af nazisterne besatte Danmark. Og om det workshop­milieu, der opstod eller genopstod efter befrielsen, med udblik til mange sider og interesse for mange udtryksfor­mer. De lokale begivenheder, de personlige oplevelser, indgår i en helt naturlig sammenhæng med begivenheder og situationer på det historiske og internationale plan, og tilbageblikket manifesterer sig ikke kun som reproduk­tion, men også som sporgen, kritisk undersøgelse af hold­ninger og motiver, vurdering. Hertil kommer en fin for­nemmelse for personer og atmosfærer, som afspejles i sti­len, en stil der, som i Elsa Gress’ andre bøger, har tale­sprogets smidighed, tempo og temposkift, men som er uden fyld, båret af en koncentreret, fremadrettet bevæ­gelse, sådan at enhver sætning i sig selv er meningsbæ­rende. Og denne stil, der på een gang er koncis, tempe­ramentsfuld og uhøjtidelig, og som ikke går af vejen for de fremmedord og værkstedsord, der på naturlig vis ind­går i sammenhængen, ejer som man ved også ironi, selv­ironi og humor.

I sine mange essay- og debatbøger har Elsa Gress bi­bragt os en hel del viden om ting, vi ellers ikke, og især ikke i en tid, hvor forbindelserne udadtil var, hvad de var, det vil sige ikke voldsomt intense, ville have hørt meget om, og her tænker jeg på kunstteori, psykologi, sociologi, videnskabelige diskussioner og perspektiver fra den en­gelsktalende verden, og således har hun bidraget til at påvirke og udvide den hjemlige diskussion. I mange til­fælde har hun endda sat den i gang, for hun har ikke nøjedes med at informere, men har samtidig taget stilling til det, hun informerede om. På den måde har hun, til gavn for os alle, fået bragt det, hun engang imellem og måske ikke i sine blideste øjeblikke kalder Dannevang, i relation til andre synsmåder og målestokke. Og samtidig har hun fået sagt os nogle barske ting, for eksempel om vor behandling af egne store kunstnere, som måske på een eller anden måde har været betragtet som aparte, jeg tænker på Carl Th. Dreyer, Asta Nielsen og fra en ældre tid, maleren Abildgaard. Den overbevisning, og det enga­gement, hvormed hun har gjort det, kommer til udtryk mange steder i hendes værk, meget klart for eksempel i essaysamlingen Om kløfter fra 1967, hvor det siges, at „kunst og humanistisk kultur aldeles ikke er noget man „får råd til“ tilsidst i en udvikling, men at det er både livsfornødenhed og grobund for alt hvad der gør et sam­fund menneskeligt, derunder for retsideer og social for­ståelse. Kunst er det første, et samfund anskaffer sig, ikke det sidste det får råd til, og uden kunst og de kunstcen­trerede aktiviteter havde samfundet hverken mæle eller efterliv i historien“.

Jeg begyndte med at tale om kontinuiteten i Elsa Gress’ arbejde, i hendes kamp f. ex. for åbenhed, kritik og fornuft, for kreativitet og f. ex. mod pseudovidenska- belighed, provinsiel snæverhed og først og fremmest mod den nazisme, hun beskriver sin oplevelse af i den sidste af erindringsbøgerne, og hvis nye former og forklædnin­ger hun stadig har været på vagt imod. Denne kontinuitet illustreres af nogle sætninger netop i Fuglefri og frem­med, hvor hun siger, at en af fordelene ved at blive ældre ,,. . . er at man får, ikke ro, hvis sjælen er rastløs, men mere mod til at stå ved meninger og intuitioner, man hele tiden har haft, mere viden til at underbygge dem og mere rummelighed omkring dem. Alt under forudsætning af, at ens erkendelsesproces ikke er gået i stå, før den startede“.

Elsa Gress har demonstreret både mod og viden og, forekommer det mig, også rummelighed. Hertil kommer det engagement, for ikke at sige den begejstring, uden hvilke det ikke ville have været muligt at udføre det ar­bejde, hun har udført, eller at fortsætte med at udføre det. Der er sider af det, tiden ikke har tilladt mig at komme ind på her, men jeg håber alligevel, med disse ord, at have motiveret den afgørelse, Det danske Aka­demi har truffet og på dets vegne, kære Elsa Gress, har jeg nu den glæde at overrække dig prisen fra Det Sma­gende Selskab, eller Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse.