Tale for Palle Lauring ved overrækkelsen af Selskabets pris den 29. november 1991
Gennem 1700-tallet kan man følge en stadig stigende erkendelse af den betydning, kunst og videnskab kan have - ikke kun som værdifulde erkendelsesformer i sig selv - men også for samfundets udvikling; forskeren og kunstneren står nok i højere magters tjeneste, men har også et ansvar for det nære. Videnskab og kunst fortjener større udbredelse.
Fundamentet lægges i skolen: Undervisningen udbygges; tidsskrifter og aviser gør i stigende grad samfundets indretning og husholdning til et anliggende, som indsigtsfulde borgere kan ræsonnere over - kunst, videnskab og oplysning skal virke sammen.
Mod slutningen af århundredet bliver synsvinklen i stigende grad national: Der kommer en lov om indfødsret, og i latinskolen indføres der et fag dansk, hvis formål det er at disciplene skal blive danske som fædrenelandets sprog mægtige. Til det formål skaber Ove Malling på Høegh Guldbergs opfordring i 1777 en læsebog, den opbyggelige historiske anekdotesamling „Store og Gode Handlinger af danske, norske og holstenere“, som Det Danske Sprog og Litteraturselskab i januar 1992 genudsender i en udgivelse, som professor Erik Hansen har forestået.
Det danske Akademi hører ikke til de gamle og traditionsrige akademier, men længe før den slags blev almindelig praksis, fusionerede man med det ærværdige Selskab til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse. Og som man næsten kan høre af betegnelsen, er dette selskab en frugt af 1700-tallet. Det oprettedes i 1759 og havde som opgave at udvikle sproget, det danske sprog, så det kunne bruges både til kunst og videnskab. Det kunne det kun i begrænset omfang tidligere; men det kan det nu, og det skal der ikke sælges ud af. Det skal udvikles, dyrkes, fremmes ved at nogle bruger det godt og vover noget særligt. Det er ikke til fals, hverken for sølvpenge, ecu eller de 30 rigsdaler, selskabet de første år tildelte prismodtagere.
Akademiet skal i år uddele selskabets pris til Palle Lauring. Det er et valg, som indirekte henter sin begrundelse i min indledning. Hans værk har været i pagt med de strømninger, der samlede sig til dette selskab. Det omfatter digtning, historieskrivning og samfundsdebat, det rummer såvel store som gode handlinger, det er både skønt og nyttigt.
Palle Lauring er humanist, forfatter og sprogmenneske uden noget rigtigt sidestykke: bestandig har han udviklet sig, tilegnet sig ny viden, underlagt sig nye områder, trukket på nye sider i sin personlighed. Og alligevel er han altid let at genkende på travet.
Gennem årene har Palle Lauring opnået en lærdom, der har givet ham særlige muligheder for at levere tilskud fra en omfattende læsning af værker fra historiens grænsevidenskaber. Læsningen af Axel Schous disputats „Det marine Forland41 (1945) var fx en dyb inspiration for ham og påvirkede hans forståelse af stenalderen, og selv de allermest krævende sprogvidenskabelige afhandlinger arbejder han sig igennem, hvis de kan gøre ham klogere på historiens gang og bidrage til at møblere hans forestillingsverden. Jeg tør på mine egne felter indestå for, at hans lærdom og hans kritisk-analytiske evner og hans åbenhed over for nye indsigter aftvinger den største respekt.
Palle Lauring skriver meget, gerne og godt. Hans prosa har en robust, overbevisende, ved passende lejligheder undertiden lidt knirkende personlighed, der giver rum for den mundtlighed, som følger forfatteren overalt, uanset om han bedriver fiktion, skriver Danmarkshistorie eller forkynder dens snarlige afslutning i debatartikler. Han skriver altid tilgængeligt - uden at praktisere hvad Paul V. Rubow kaldte „fad og nedladende popularisering". Skriftligt har han bidraget inden for alle genrer, fra mammutværkserier til billedtekster; mundtligt fra helaftensudsendelser til sprogminutter og korte konstateringer af, at Danmark er en brugsforening.
Det mundtlige giver fremstillingen liv og anskuelighed, og Laurings rytmesans fornægter sig aldrig. Han insisterer også på den - helt ned i den ortografiske detalje, når han skriver „ha“ for „have”, „ta” for „tage”, „blir“ for „bliver”, „synts” for „syntes”, „sneker” uden d osv. - jeg forglemmer mig.
Palle Lauring har aldrig haft noget æstetisk program; sproget som udtryksmiddel og analyseobjekt er hans daglige brød. Men bag mundtligheden mærker man Laurings puls, hans indlevelse i stoffet, hans vilje til som menneske og historiker at yde andre mennesker i andre perioder fuld retfærdighed. Fairness hedder det på moderne dansk. Palle Lauring holder sig altid for øje, at han har med mennesker at gøre. Ffan prøver at forstå dem ud fra deres forudsætninger, personlige såvel som historiske. I indledningen til Danmarks Konger skriver han: „Her siges ingen evig sandhed, kun hvordan jeg ser de mænd. Enhver kan se dem anderledes, og det er muligt, at jeg vil nå til at skifte syn på nogle af dem. Sikrere er menneskevurdering aldrig, sikrere er historieskrivningen ikke, når vi forlader sildepriserne og giver os til at tale om mennesker."
Samme bog klinger ud i en lidt misantropisk lau- ringsk snerren. Det drejer sig om Frederik VII: „Hvad stod han da for? Han var det, som politisk ikke er meget effektivt, og som knap nok kan fungere i hverdagen: et meget fint menneske." Det er jo ikke så godt, Palle Lauring.
Her møder vi humanistens suk over politikerens vilkår; det går igen i omtalen af Christian VIII: „Hans svaghed ... var netop hans levende alsidighed og evnen til at se et problem eller en sag fra flere, ja fra alle sider. Kan en politiker det, blir det sværere at tage et standpunkt og træffe en afgørelse i tide. Det gør en politiker svag, mens det jo netop er, hvad den fine humanist skal kunne."
Palle Lauring er humanist, ikke politiker. Hvordan han er blevet det, fremgår af hans smukke selvbiografi.
Den er båret af samme vilje til ærlighed, renset for dømmesyge, selvretfærdighed - og også for den egocentri, der er genrens indbyggede joker. Bogen er smuk, bedre ord kan jeg ikke finde. Den går ikke uden om smertepunkterne, men den er renset for al klyn- ken. Palle Lauring tegner et billede af en følsom, gammelklog dreng, som ofte er tilskuer til det, der foregår, men som lever stærkt i sin egen verden. Han lærer fordybelsens glæde - og faren ved at blive dernede. Han er på visse områder lovlig forskrækket over livet; som H.C. Andersen og de fleste andre unge mænd er han bekymret for, om nogen kvinde mon kan finde på at elske ham. „Livet igennem har jeg været lidet fotografa- bel“, hævder han.
Det passer ikke, Palle Lauring, og De hører til den heldige kategori af mennesker, der bliver smukkere med stigende alder, fordi personligheden slår stærkere igennem. Men det kræver så igen - en personlighed der har noget at byde på.
Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse - og Palle Lauring. Jamen, kan det være mere rigtigt? Til lykke, Palle Lauring.