Hans Edvard Nørregård-Nielsen

Det tidligere akademimedlem Paul V. Rubow har skrevet et essay, som både i form og indhold flugter med titlen ”Kunsten at skrive”. Rubow gør gældende, at ”Det er ikke noget Mysterium. I Enfoldighed kan man sige, at det frem for Alt beror på to Ting: Evnen til at se og Ordhukommelsen.” Og så tilføjer han: ”Dog at de fleste gode Digtere tillige udmærker sig ved en interessant Rytme.”

At Hans Edvard Nørregård-Nielsen ser godt og har set meget, er dokumenteret i skrift efter skrift. Og det, han ser, ser han på en særlig måde, som gør fortiden til en del af nutiden, og som gør læseren fortrolig med det sete, så læseren slår følge med Hans Edvard og kunstnerne på en vandretur gennem et landskab, formet naturligvis på naturens og kulturlandskabets betingelser, men også af billedkunstnere og digtere - og præget af Hans Edvards personlige historie.

Der er mange vandreture at vælge mellem, og nogle er meget lange, men aldrig lange nok efter Hans Edvards mening. Selv mammutværker som ”Magt og Dragt”, den om tegl, og ”Limfjorden I-II” er forsynet med talrige tilkendegivelser af, at bøgerne jo kun rummer en brøkdel af alt det, der sådan set også burde være sagt. Hans Edvard ville helst favne det hele, hans favn er større end de flestes, og selv om resultatet er lystlæsning, har skriveprocessen undertiden budt på smertelige afkald.

Det, der gør det så dejligt at følges med Hans Edvard, er, at han kan lide dem, han følges med, kunstnerne og også læseren, som bliver hans fortrolige ven, og som løftes op på den særlige bærebølge, der udgøres af hans prosarytme. Man kender Hans Edvard på travet, på gangarten, og når man læser ham, hører man hans stemme, som snart udtrykker glæde og taknemmelighed, snart en stille melankoli, en sorg i rosenrødt.

Det er nemlig rigtigt, hvad Rubow skriver, at de gode skribenter også har en interessant rytme. I ordet ”interessant” ligger et moment af originalitet, noget personligt. Rytmen er noget fundamentalt, som har med vejrtrækning, tonegang og dynamik at gøre, og gode skribenter kan man genkende allerede ved anslaget. Desværre er fænomenet prosarytme ikke ret veludforsket; man kunne passende begynde med Hans Edvards forfatterskab. Stemmeføringen har noter af både Limfjord og Vadehav, indimellem afbrudt af et ufrivilligt suk, men helheden er mere end de enkelte elementer, og naturligvis er fremstillingsformen afpasset efter emnet.

At vandre med Hans Edvard har alle hans læsere prøvet, og det er nærliggende at bruge den metafor, når nu forfatteren selv gør det, fx i forordet til det store og gode værk ”Dansk Kunst. 1000 års kunsthistorie”: ”...det er et af kunsthistoriens mange tilbud, at man så frit kan vælge rejsekammerater mellem dem, der var her før. Ethvert stort og vedkommende kunstværk eksisterer, ligesom vi gør det, et sted mellem øjeblikket og evigheden, og det skærper vores glæde over at gå her, mens vi går her.”

Hvad der gør vandreturene med Hans Edvard gennem kilometervis af spalter så lystfuldt er også, at han stort set skriver af kærlighed til sit stof. Han kan som nævnt lide de kunstnere, han skriver om, ja, han holder af dem, har taget dem til sig, og i forbemærkningen til den store bog om Købke ”Undervejs med Christen Købke” takker han sin kone Jette, fordi hun ”har accepteret et samliv, hvor Købke hører med.” I samme forord bekender forfatteren åbenlyst, hvem han bedst kan lide at følges med - jeg ser her bort fra Jette – og det er Købke og Lundby.  Man flytter som læser ind hos bagermester Købke og kommer på god fod med dem alle i og omkring familien, inklusive den åndssvage faster.

Bogen blev til, da Hans Edvard skulle holde nogle foredrag i radioen i anledning af, at han i 1990 havde modtaget Rosenkjærprisen, og så fik vi, som der står, en slags work in progress i form af Gyldendals julebog. Nok samler bogen sig om Købke, men den udfolder hele miljøet, kredsen af malere som Eckersberg, Marstrand, Jørgen Roed , Dreyer, Constantin Hansen, ja hele skaren og mere end det, alle kulturlivets interessenter er med i beskrivelsen,  og læseren vandrer rundt på Østerbro og Kongens Nytorv sammen med Hans Edvard og alle vennerne. Det er Hans Edvard der taler hele siden, men dialogisk, for han er i løbende kontakt med dem alle, mens han går.

Undervejs rehabiliteres smagsdommeren Heiberg, for ”det er nu engang ikke nogen skam på en gang at kunne holde både hjerte og hjerne under kontrol.” Inspireret af Heibergs digt ”Lette bølge, naar du blaaner” udbryder Hans Edvard ”Hele vores liv er ydmygt sanset en række underfulde øjeblikke, fra den søde førstegrøde viser sig som en svulmende knop på den kommende sommers hvidtjørn, tag martsviolen, husk anemonernes hvide eller sølvblå flor, pinseliljen, hvor blev syrenerne af, hvor blev I røde roser dog? Der ringler en dødningemelodi i hvert af naturens åndedrag; alt det skønne, det blide og det milde unddrager sig visnende, medens du breder armene ud til et favntag.” Hvem andre kunne have skrevet det end det 45-årige Hans Edvard Nørregård-Nielsen?

Man bemærker, at Hans Edvard hurtigt færdes hjemmevant i hovedstaden, selv om vejen dertil ikke har været banet for ham. Denne pris uddeles for et fagligt forfatterskab, så vi skal først og fremmest se på dét og ikke på de erindringsbøger, som jeg selv indtog, straks de var udkommet. Men han tog hovedstaden og guldalderens København i den grad til hjertet, at han, allerede før han blev fyrre, skrev bogen ”Kongens København”, hvor vi især møder København i 1800-tallet og vandrer rundt med Andersen og Kierkegaard. Der er også en fin beskrivelse af datidens sociale forhold, men fokus er på det, der stadig giver genlyd som inspiration.

”Er digteren en seer”? Det spørgsmål fik H.C.Branner engang stillet, og det tog ham lang tid og mange kvababbelser at levere et uklart svar på spørgsmålet. I tilfældet Hans Edvard kan man have lyst til at vende sagen på hovedet og konstatere, at seeren også kan blive digter.

Ordhukommelsen var ifølge Rubow ved siden af evnen til at se det, der kendetegnede den gode stilist. Hans Edvards tekster må læses i flere dimensioner, for der er et væld af allusioner, så mange, at man ofte frygter at gå glip af nogle. Hele den danske litterære kanon er med som bagage, og ordene melder sig altid på de rigtige tidspunkter, så de giver en dybde i læsningen og ikke bare demonstrerer hele forfatterens arsenal af referencer. Andersen har fået en hel bog ”Jeg saa det Land”, som kan få enhver til at se Italien med både Andersens og Hans Edvards øjne og hele sanseapparat, og det er ikke så lidt. Man får straks lyst til at pakke sin kuffert og tage af sted. Blicher vandrede nok på Alheden, men Hans Edvard tager ham løbende med på turen gennem hele Jylland, som han var med til at åbne som inspirationskilde for malerne.

Guldalderdigterne er med, men også dem før og siden. Beskedent skriver han i forordet til Limfjorden, den, der kommer før ”En bitte fortaal”: ”Limfjorden er en uendelighed af både stemmer og steder under konstant forvandling. Både tyngden og opbruddet er kommet urokkeligt på plads i Jens Smærup Sørensens ”Mærkedage””. Vi får et citat fra Mærkedage og længere nede på siden fra Johannes V. Jensens ”Jørgine”, for digterne har været med til at forme Limfjordens mentale landskab, og Thøger Larsen hører også til i selskabet.

En ekskurs. For nylig var jeg på klostret San Cataldo i Syditalien, som nu er refugium, skabt af Carl Wiinstedt for godt 100 år siden. I bogskabet, bagest, bag andre bøger, fandt jeg til min overraskelse en lille digtsamling af Thøger Larsen med et håndskrevet digt, ' Lærken', skrevet til ejeren af klosteret, mens digteren var der. For bogen dediceres til ham med ordene: »Til Signore C. Wiinstedt di San Cataldo med Ønsket om en glædelig Jul venligst fra Thyra og Thøger Larsen. Juleaften 1925« Ingen andre anede noget om den lille bogs eksistens eller det diskret indsatte digt. Da jeg læste det, fik jeg en Hans Edvard-oplevelse lige i solar plexus. Før og nu mødtes, her stod jeg midt i min italienske nutid og her havde Thøger Larsen også stået, Lemvig og Scala mødtes. Der har været nogen før os!

Det store Købkeværk i tre bind er et hovedværk i dansk kunsthistorie. Poul Erik Tøjner skrev en indgående analyse og anmeldelse i Weekendavisen, da det udkom. Om metoden skrev han:

NØRREGÅRD-NIELSEN har to greb, et til hver hånd. Det ene er en umådeligt omfattende eksakt historisk viden om Købkes epoke. Det andet er en uforlignelig indfølingsevne over for det, han ser i epoken. Med den ene hånd rekonstruerer han altså verden af i går. Side for side klarlægges og kortlægges Købkes liv, hans karriere, hans omgivelser, hoved- og bipersoner i hans tilværelse, rum efter rum, rute efter rute, ophold, tanker, drømme, breve, pauser og suk - intet går historikerens næse forbi. Lag efter lag løfter han nænsomt af med sin fine skalpel, og sine fund forfølger han ud i de yderste kapillærer.

Og senere hedder det:

(...) Hans Edvard Nørregård-Nielsen skal roses for sin usvigelige evne til at udføre en magisk knibtangsmanøvre med disse bevægelser: En historisk viden og en indfølingsevne, der er helt unik, både når det kommer til billeders virkemåde og de menneskelige egenskaber, der lægges blot. Således - kan det allerede røbes her - består der en grundlæggende solidaritet mellem Nørregård- Nielsens metode og det, han ser som essensen af Købkes værk: dets tro på, at verden er i orden.

Verden er også i orden, når Hans Edvard står foran en velbevaret kirke: (Jeg citerer fra Dansk Kunst) ”Det knaser fra gruset og lugter lidt bittert af forkrænkelighed fra gravenes stedsegrønne beplantning, men det er et rart sted at komme og et øjeblik være i årstidernes ring. Kirkerne ligger i lunken sommerregn med akvariegrønt lys omkring sig eller i knitrende frost, så granitkvadren er som en knude af kulde, når man vil føle den i hånden. Det kan være et forår, hvor vintersæden har bredt det første skær af grønt over markerne, og der er lærker inde i himlen eller efterår med røg fra brændende marker  - og skygger, der er melankolske blå. Der holder også en flok unge foran Brugsen, de gasser knallerten op, og en yndig pige siger kraftstejlemig, men det hører også med og er godt.”

Ja, men verden er nu også af lave, i hvert fald i en tid, præget af historieløshed, traditionstab, materialisme og samtidsselvfedme. For hvordan behandler vi kulturarven og dem, der kom før os, for slet ikke at tale om naturen? Der er megen samtidskritik i Hans Edvards værk, og hans bidrag til Carlsbergfondets årsberetning i 2010 er skarpere end noget andet, jeg har set fra hans hånd.
Som ansvarlig for Ny Carlsbergfondets donationer harmes han over, hvor let man mange steder tager på den kunstneriske tillidserklæring, man har modtaget i form af en donation.

”selve ideen bag Ny Carlsbergfondet er efterhånden blevet ødelagt af den foragt for en professionel dømmekraft i bl.a. kunstneriske afgørelser, som Anders Fogh Rasmussen ved sin tiltræden fik drysset ud over sine betroede folk. Det har gjort visionerne bag Ny Carlsbergfondet til en hval i et vadehav, og man burde fra kunstens side have gjort indsigelser, før konsekvenserne nu melder sig fra alle sider.” En hval i et Vadehav, tak for den!

Et eksempel hentes fra Holstebro, der for nogle årtier siden modtog en betydelig bevilling: ”Nogle nye prisrekorder for billedhuggeren Alberto Giacometti har igen henledt opmærksomheden på hans ”Kvinde på kærre”, mellem venner ”Maren o æ voun”, der i 1965 blev erhvervet til Holstebro, hvor den siden har udrettet små underværker. Da det delvis er blevet glemt, skal der erindres om, at denne erhvervelse næppe havde været mulig uden Ny Carlsbergfondet. Det er glædeligt, at Holstebros borgmester i et interview bekender, at han end ikke i et svagt øjeblik ville drømme om at sælge ”Kvinde på kærre”. Jeg ville bare ønske, at han havde fulgt denne ridderlige holdning op med en oplysning om, at der naturligvis ikke kan være tale om at sælge et kunstværk, som Ny Carlsbergfondet – sammen med så meget andet – har været behjælpelig med at få til byen.”

Det kan også gå alt, når menighedsrådene skal forvalte en donation: ”Kunsten begynder, hvor den gode smag og især en efterligning af den holder op, men der er næsten altid i et menighedsråd en lokal version af Knold og Tot, som kender en kunstner rundt om hjørnet , og om ham gælder det især, at han er parat til at arbejde for halv pris. Det resulterer i værker, som ret hurtigt må udskiftes med nogle nye, og det hugger sig ind på den kontinuitet af kunstneriske vidnesbyrd gennem små tusinde år, der er blevet en del af kirkens eksistens mellem os. Vi ser og genkender en følelse eller et udbrud, som er blevet sendt ned gennem tiden, ethvert øjeblik mødes her med evigheden, og lad det være kunstens nødvendige modvægt til det at blive dagens mand eller kvinde i ”Vild med dans”.

Også Bryggeriet Carlsberg har for nogle dage siden fået et velfortjent minus i sit CSR-regnskab, som det jo hedder, for den kyniske holdning til Scherfigs vægmalerier. Men Hans Edvard fik reddet et antal tapirer, zebraer og giraffer, men først og fremmest et kunstværk.

Jeg kan ikke forestille mig nogen pris, der passer bedre til Hans Edvard Nørregaard-Nielsen end den fra ”Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse..” Ordet 'skøn' havde i 1700-tallet og et århundrede frem en særlig betydning. I Molbechs Ordbog skriver han under 'skiøn': ”skiøn bruges ogsaa i vidtløftigere Bemærkelse om Alt, hvoraf Siælen saavel af den indre Sands og Phantasien, som ved Fornuftens og den moralske Følelses Virksomhed, modtager et velgiørende, harmonisk indtryk.”

Hans Edvard, dit værk er både skønt og nyttigt!

Tak for de mange ture rundt i landet og rundt i Europa, her og nu, og før og nu, tak for din stadige påmindelse om, at kunsten er en uundværlig livsledsager, tak for dit eksempel, din generøsitet og kærlighed - for din hele indsats. Hans Edvard, kom op og modtag folkets hyldest og en symbolsk check.