Tage Skou-Hansens tale ved Det Danske Akademis årsfest i november 1988

Elsa Gress døde i sommer. Hun blev valgt ind i Akade­miet i 1975 som den første kvinde efter Karen Blixen og Agnes Henningsen, som begge var blandt Akade­miets stiftere.

Udefra tager enhver gruppe sig mere sammensvej­set og eksklusiv ud end den virkelig er. Men de der tror, at Akademiet er enigt, må have glemt at Elsa var medlem. Vores møder faldt temmelig forskelligt ud - afhængigt af om hun var til stede eller havde sendt af­bud. Også hos os elskede hun slagsmålet, modsigelsen og obstruktionen og det gik hårdt til nu og da. Men hvis hun så fik igen med samme mønt, hvis uenighe­den ikke blev bagatelliseret, men taget alvorligt og skærpet, så kunne hun pludselig se ud som om hun var lykkelig. Hvad enten hun fik sin vilje eller ej. Der kom en åbenhed og mildhed op i hende, en hjertelighed og en humor. En side af hendes væsen, som offentlig­heden måske ikke kendte så godt.

Det er utroligt, hvad Elsa Gress fik omsat som essay­ist. Hvad hun opsøgte og gav fra sig. Blandede sig i og tog stilling til. Det er ikke nødvendigt at udlægge det.

Hun var tydelig nok og i sin uforudsigelighed altid konsekvent. Jeg tør heller ikke forsøge på at få det sid­ste ord med hende, det er der aldrig nogen, som er sluppet godt fra. Hun vidste jo det hele. Når fremmede tanker eller bevægelser omsider nåede til Danmark, havde hun allerede skrevet om dem.

Man måtte af og til spørge sig selv, om det passede at hun havde været så tidligt ude - eller hvad det var hun blev så klog af. Men det blev hun af sit eget liv. Netop det liv hun havde levet, var det hun brugte, som nøgle til forståelse. I hendes erindringsbilleder lægges de mønstre for tanke og følelse, som hun siden skulle følge. Her oplever hun, brutalt og uformildet, det, som hun først senere kunne udtrykke og føle helt ud.

„Mine mange hjem“ - alle de galninge og enspæn­dere, al den energi og begavelse, som så ødselt og idi­otisk går til spilde med hendes familje. Hun burde være blevet ekstremist af de desperate livssituationer hun blev smidt ud i.

Eller „Fuglefri og fremmed” med hendes vandre­ture i Europa de sidste mellemkrigssomre. På tommel­fingeren, 18-20 år gammel med 150,- kr. på lommen, oplever hun nazismen i funktion og tilslutningen til den. Ser og hører Hitler i München og står minsand­ten også i Downing Street i London den formiddag Chamberlain erklærer Tyskland krig. Hvor mange danskere var der ellers dengang, som tog ud og så med egne øjne?

Jeg tænker også på „Compania“ - hendes opdagelse straks efter krigen af USA som den nye verdensmagt og prototypen på det moderne massesamfund. Op­rørskheden hos kunstnere derovre, som ikke bare for­nægtede borgerlige værdier, men selve deres eget kul­turgrundlag.

Måske „Fuglefri og fremmed” især viser, hvad hun ville og kunne. Her er fortiden ikke blot levendegjort i konkrete øjeblikke, spændingerne i den bliver også fortolket. Hun hæfter sig ikke ved afstanden eller for­skellen, men ved sammenhængen mellem før og nu. Ved forbindelsen mellem den store historie og sin egen indre, personlige historie. Det er tidsbillede, kul­turkritik og selvanalyse i ét - opfattet med den for­glemmelse for samtidighed, som behøves, hvis vi skal forstå noget af fortiden. Og skrevet er det som i en glød af feber eller raseri, men med klart hoved og en følelse, som ikke tvivler.

Det er såvist ikke objektivt. Men trods den foragt hun som radikal individualist må nære for nationa­lisme og metafysik, gør hun plads til det, som analysen ikke kan få hold på. Hvilke former nazismen vil tage i fremtiden, spår hun ikke om. Hun drager kun denne enkle lære af sit møde med den:

„Hvis du ikke bruger dit hoved og dine følelser selv, vil andre bruge dem og ikke til det gode.”

Elsa Gress levede altid med fornemmelsen af kata­strofe, som rykker nærmere. Men også med det andet, som vi ikke kan regne med, men kun håbe på: At men­nesket kan bryde sit mønster, og at der hinsides år og grænser er et fællesskab mellem dem der føler og tæn­ker.

Så skal jeg give en glædelig meddelelse. Akademiet har fået en ny pris. Det bliver den syvende pris vi kan råde over. Allerede forrige år fik vi fra Uno-X Fonden 25.000 kr. til en længe ønsket oversætterpris. Det er dem vi spenderer i dag.

Det var ikke første gang Akademiet fik penge fra Uno-X Fonden og det skulle heller ikke blive den sid­ste. Vi har netop modtaget et beløb på 250.000 kr., som gør det muligt for os at etablere den nye oversætter­pris, så den også kan uddeles i fremtiden.

Uno-X Fonden er stiftet af olieselskabet Uno-X. En uafhængig dansk virksomhed, som blev grundlagt i 1955. Uno-X har siden da i konkurrence med større multinationale foretagender markedsført benzin og motorolie i Danmark og Sverige. Selskabet er på dan­ske hænder og ejes fuldt ud af Vitta Theresa Lysgård og Johannes Jensen, som bor i Herning. Det drejer sig altså ikke om en sponsoraftale, men om en gave, som vil blive forvaltet efter Akademiets fundats og følgende øvrige regler:

Prisens navn er ”Akademiets oversætterpris - stiftet af Uno-X Fonden“.

Prisen kan ikke søges, men uddeles hvert andet år med mindst 25.000 kr. Uddelingen kan dog ske hyppi­gere eller udskydes i op til 3 år.

Prisen gives for oversættelse af litterære arbejder fra fremmede sprog til dansk - enten for en enkelt, særlig fremragende oversættelse eller for et større antal vær­ker.

OG - fordi størsteparten af danske oversættelser bli­ver lavet af kvinder, skal der også lægges vægt på, at pri­sen ofte tildeles kvinder. Over en længere periode skal så vidt muligt mindst 3 ud af hver 5 prismodtagere være kvinder.

Til slut skal jeg kun nævne, at Akademiet ud over sine medlemsmøder har holdt det sædvanlige forfat­termøde over tre dage. 14 danske forfattere deltog og nordisk gæst var Folke Isaksson fra Sverige. Vi har også haft den årlige sammenkomst med en kreds af videnskabsmænd. Professor Aksel Wiin Nielsen indledte om forudsigelighed eller begrænset forudsigelighed i forskningen og kunst.