Jørn Lunds tale ved Det Danske Akademis årsfest i november 1998

Velkommen til årsmøde i Det Danske Akademi - og i Carlsberg Akademi. Carlsbergfondet har i år vist os stor gæstfrihed ved at åbne den tidligere æresbolig for akademiet, prismodtagerne og gæsterne i Pompejisalen.

Vi skal uddele priser, lytte til musik og til taler, der motiverer de valg, Akademiet har truffet i løbet af sæ­sonens møder på Rungstedlund hver tredje tirsdag i 7-8 af årets måneder.

Mange er glade for at gå til foredrag, men utilpasse ved taler. Talen har ofte noget rituelt over sig: translo­kationstalen, talen ved indvielse af bygninger og broer, talen for værtinden. Rigtig velbekomme! Men talen giver også mulighed for en karakteristik af et værk, et forfatterskab eller en person, som så i nogle minutter må bære sin skæbne. Kun sjældent lykkes det egentlig at yde motivet fuld retfærdighed. Ved en rund fødselsdag modtog en kulturperson ikke mindre end 12 taler; han takkede bagefter for 12 venligtsin­dede forbiere. Men måske havde han ikke engang ret, måske er der mange sandheder og flere skalaer.

H.C. Andersen var nok tæt på det spørgsmål, når han til stadighed var på jagt efter erkendelse. Han skrev ikke anerkendelse, men netop erkendelse, og det skyldes nok ikke datidens sprogbrug, hvad mange tror, men at han mente erkendelse. Han badede sig ganske vist gerne i bifald og hurraråb, i avisoverskrif­ter og fyrstesmiger, og han genbrugte det hele i brev efter brev efter brev. Men i virkeligheden varmede det ham inderst inde ikke mere end dåselatteren varmer komikeren. Han ville nemlig allerhelst forstås som den, han var, han ville erkendes og modtage erken­delse.

Det er han ikke ene om; det glæder enhver kunst­ner at blive forstået rigtigt, at blive læst eller set eller hørt rigtigt, at modtage en anmeldelse, hvis sprog slut­ter som en handske i en klar og kyndig karakteristik. Det er bedre end at få fem stjerner, kokkehuer eller digterkalotter i et infantilt evalueringssystem. Ønsket om erkendelse i dén forstand er vel i øvrigt almen­menneskeligt; hvem kan lide at få tilskrevet forkerte motiver, at blive opfattet skævt, eller - omvendt - hvem kan i længden holde ud at blive placeret på en piedestal eller opfattet som ufejlbarlig eller orakel? Se mig lige i øjnene, forstå mig og tag mig som den, jeg er. Erkend mig!

Man skal som bekendt høre meget, før ørerne falder af, men ikke så forfærdelig meget, før øjnene falder i. Akademiets årsfest er præget af mange ord, men det er jo også ordets kunst, vi fejrer, og jeg tror man kan sige, at de alle er mere personlige og udsøgte end upersonlige og søgte. Vi vil prøve at yde prismodta­gerne erkendelse! Som altid, når vi taler om kunst, er der tale om kræfter på mange sproglige abstraktions­niveauer. Der er den genkendelige virkelighed, gen­spejlingen, det dagklare og bogstavelige. Der er de førsproglige begrebsdannelser og sansninger, de ikke prøvede konstellationer og konfrontationer. Der er de ubevidste og ubegribelige lag, der opererer bag det hele og manifesterer sig i et drømmeagtigt symbol­sprog og undertiden forklæder sig i ord, når teksten tager magten og bliver til.

Det lyder abstrakt, og det er det også. Men det kan anskues konkret i digtningen. Først vil Peter Laugesen tale om poesi - i anledning af, at den 21-årige Mikkel Thykier modtager Rifbjergs Debutantpris. Mikkel Thykier er i Tunis i denne tid, så hans familie modtager prisen på hans vegne. Så vil Klaus Rifbjerg på Villy Sørensens vegne uddele Abell-prisen til Morti Vizki, og Jørgen Gustava Brandt vil motivere tildelingen af Beatrice-prisen til Janina Katz. Bo Green Jensen modtager Gelsted-prisen, og dagens 60-årsfødselar Klaus Høeck vil begrunde det. Til sidst vil Cecil Bødker modtage Det Danske Akademis Store Pris på 250.000 kr. Torben Brostrøm taler for hende, og Cecil Bødker læser op af et manuskript, som endnu ikke er blevet til en bog.

Musikken leverer Jan Kaspersen, og det er vi meget glade for. Efter taler og musik er Akademiet og Carlsberg vært ved et let traktement. Velkommen til årsfest!